Det hænger ikke rigtigt sammen lige nu

Kategorier

Jonathan Amon stod for det bedste FCN-forsøg i 2. halvleg.

FC Nordsjællands spillere virker lidt mærkede af de mange kampe uden sejre, og i Brøndby manglede holdet igen lige det sidste og tabte 0-2.

Mesterskabsspillet har langtfra givet FCN den pointhøst, alle drømte om, og det sætter sine spor. Igen i aften på Brøndby stadion spillede tigrene i perioder fint fodbold, men stadig uden den afgørende snert i tingene, der gør forskellen på sejr og nederlag.

Facit blev derfor en 2-0 sejr til Brøndby, der kom alt for let til sine to scoringer før pausen, mens FCN omvendt manglede at gøre tingene helt færdige foran Brøndbys mål. Og da FCN efter godt en halv time fik sig spillet helt igennem med et mønsterangreb, som Andreas Skov Olsen afsluttede med et knaldhårdt hovedstød på Mads Valentins præcise indlæg, leverede Brøndby-keeper Marvin Schwäbe en mirakelredning, der også senere var med til at give ham kåringen som dagens Brøndby-spiller.

– Jeg troede godt nok, at den bold var inde, og jeg forstår ikke, hvordan han fik den reddet. Det var ærgerligt, men vi skaber heller ikke nok åbne målchancer i dag. Det er som om vores sammenspil ikke fungerer helt med samme automatik, som det har gjort, og vi er for dårlige til at sætte hinanden op til målchancer, siger Andreas Skov Olsen.

Kort før den store FCN-chance havde Brøndby vist, hvor let det kunne gøres i den anden ende af banen, da Mikael Uhre helt udækket kunne løbe ind i et indlæg fra Anthony Jung og dirigere bolden i nettet til 1-0. Og da FCN ikke fik udlignet på sin store chance, blev det i stedet 2-0 til Brøndby kort efter i en lignende situation som ved det første mål. Her var det bare Dominik Kaiser, der kunne afslutte på et indlæg fra den anden side af Gammelby.

Det var tydeligt, at de to alt for nemme Brøndby-scoringer rystede FCN-spillerne, der dog fandt fodfæste igen i 2. halvleg, hvor det til gengæld kneb slemt for begge hold med at skabe målchancer. FCN havde gode tilløb, men kun en enkelt gang lurede reduceringen for alvor.

Det var midt i 2. halvleg, hvor Jonathan Amon brugte sin speed til et hurtigt ryk forbi sin oppasser og helt ind i det lille felt, hvor det desværre endte i en mellemting mellem et skud og en aflevering til en blank Andreas Skov Olsen. Og så gav den ellers så flotte aktion intet udbytte. Kampen fusede stille ud med 2-0 til Brøndby.

Målmand Nicolai Larsen vurderede den således:

– Jeg synes, vi leverer meget fint spil med bolden, men vi mangler noget mere hårdhed defensivt, hvor de kommer alt for let til deres to mål. Vi ser for sent, hvad der bliver farligt. Vi spiller pænt, men mangler altså lige det sidste i begge ender af banen.

Det er en mental test for FC Nordsjælland i øjeblikket efter fire uafgjorte kampe og fire nederlag som det foreløbige facit af Mesterskabsspillet. Nu mangler kun en hjemmekamp mod OB på søndag og til sidst en kamp mod FCK i Parken.

Spillerne er stærkt opsatte på, at sejren skal komme på søndag kl. 12.00 foran et forhåbentligt stort publikum til sæsonens sidste kamp i Right to Dream Park.