Yttergård: De er lidt bedre end os i dag

Kategorier

Mohammed Kudus var den eneste FCN-spiller, som for alvor voldte FCK kvaler kampen igennem, og han blev for tredje gang i træk kåret som bedste FCN-spiller.

Boesenfoto.dk

Ingen FCN-spillere forsøgte at bortforklare nederlaget til et stærkt FCK-hold.

Norske Ulrik Yttergård Jenssen var anfører mod FCK i fravær af karantæneramte Victor Nelsson, og han havde denne vurdering af kampen:

– De har bolden meget i 1. halvleg, og det er med til at trætte os. Og så scorer de på deres chancer. De er det bedste hold i Danmark lige nu, og vi må bare lære af nederlaget.

– Jeg synes også, vi kommer til en del chancer, og havde vi bare fået reduceret til 1-2 kunne alt ske. Mål ændrer kampe. Men da de kom på 3-0 havde vi svært ved at svare igen. Sådan er fodbold, og de er lidt bedre end os i dag. Nu må vi mobilisere alle kræfter til næste kamp mod FCM, siger Ulrik Yttergård.

Målmand Peter Vindahl suppelerede:

– De var gode til at lukke os ned og satte os under et pres, så det var svært at finde spilmuligheder. De var gode til at lægge presset.

– Måske kunne vi have løst det lidt bedre, men det var svært at finde spilmuligheder i dag. FCK står disciplinet som hold hele kampen igennem, siger Peter Vindahl.