Træværket i vejen for en ellers fortjent sejr

Kategorier

FCN åbnede kampen sidst mod Brøndby med en lynscoring efter 27 sekunder. Det ser vi gerne gentaget.

Boesenfoto.dk

Efter et hurtigt føringsmål var FCN så tæt på at lukke kampen flere gange, men i stedet fik Brøndby udlignet til 1-1 i tillægstiden.

Der gik præcis 90 minutter mellem de to scoringer i dagens underholdende kamp mod Brøndby i Right to Dream Park. Efter kun 27 sekunder smækkede FCN-topscorer Andreas Skov Olsen bolden i kassen til 1-0 med sin 20. sæsontræffer. Og så forblev kampen ellers målløs trods utallige chancer frem til et halvt minut inde i tillægstiden, hvor Brøndby fik prikket udligningen ind, så facit blev 1-1.

Et resultat, som Brøndby kan juble over hele vejen hjem til vestegnen som en ufortjent gevinst i en kamp, FCN i den grad havde præget og fortjent at vinde på langt flere og større målchancer. Men træværket var med gæsterne, der tre gange slap med skrækken, da FCN-afslutningerne prellede af på stolper og overligger.

Især i 1. halvleg spillede FCN sprudlende offensiv fodbold. Lynmålet skabt af Magnus Kofod Andersen med en flot fremlægning til Andreas Skov Olsen i kampens allerførste sekunder gav også FCN-offensiven vinger. Der blev spillet hurtigt og direkte, hvor gang tigrene erobrede bolden, og det skabte mange målchancer.

Både Andreas Skov Olsen, Karlo Bartolec og en meget velspillende Mohammed Kudus var tæt på at øge føringen, inden Brøndby første gang viste tænder. Men her var målmand Peter Vindahl Jensen vaks ved havelågen og reddede i vandret stil.

Herefter havde Mathias Rasmussen et godt skud på overliggeren, og Abdul Mumin blev reflekspareret på en afslutning tæt under mål. Halvlegen sluttede med en chance til Victor Nelsson og en stor hovedstødschance til Mikkel Damsgaard.

Havde FCN gået til pause med en føring på to tre mål, havde det været et retvisende billede af kampen. Fra 2. halvlegs start forsøgte Brøndby at gå længere frem, men FCN fortsatte med at stå godt sammen som hold og gav kun halve chancer væk. Den største tilfaldt Kamil Wilczek, som skød forbi.

Men så svarede FCN igen med en fortræffelig afslutning af Andreas Skov Olsen, som gav en ripost lige til Mikkel Damsgaard, der forivrede sig med et spark over det tomme mål. Og kort efter lignede det en scoring igen af Andreas Skov Olsen, men denne gang tog bolden indersiden af stolpen og gik på tværs af målet uden at gå ind.

Brøndby måtte satse mere og mere og begyndte at komme til afslutninger, men Peter Vindahl Jensen leverede et par flotte redninger. Brøndby fik lagt et pres mod slutningen af kampen, men det gav også FCN mange chancer for at lukke kampen på kontraangreb. Andreas Skov Olsen ramte overliggeren på et brag af et skud efter en hjørnesparkskombination, og der var flere store muligheder, der blev forspildt.

Og så skete der, der så tit sker i fodbold, at tilfældigheder i tillægstiden ændrer det hele, På et dårligt indlæg laver Peter Vindahl sin eneste fejl i hele kampen, så indskiftede Mikael Uhre kan trille bolden ind over stregen til 1-1.

FCN må tage alle de gode ting med sig fra kampen og lade det gå ud over Esbjerg på søndag, og der er fortsat masser af kampe til at spille sig helt frem i kampen om bronzen. Kampen viste i hvert fald, at FCN har mere at byde ind med end Brøndby i det spil.