Nelsson: Altid livlige kampe mod FCM

Kategorier

Efter næsten 10 år i klubben, og 99 officielle kampe for 1.holdet, skifter anfører Victor Nelsson nu fra FCN. Begge parter er åbne overfor, at der kommer flere år og kampe sammen i fremtiden.

Boesenfoto.dk

– Vi vil jagte alle muligheder til det sidste og slutte bedst muligt, fastslår FCN-anfører Victor Nelsson før hjemmekampen mod FCM mandag 19.00.

I sidste uge måtte Victor Nelsson sidde udenfor med karantæne mod FCK, men nu er FCN-anføreren igen på banen med masser af gnist til at levere en god slutspurt:

– Vi er ikke tilfredse med de resultater, vi hidtil har leveret, og vi kommer som fyr og flamme for at vise, at vi både kan og vil gøre det bedre.

– Det er altid nogle livlige kamp mod FCM. Og selvfølgelig er det også en ekstra motivation for os, at det er ved at være sidste chance, hvis vi skal have mulighed for at spille europæisk igen til sommer.

– Vi har tabt to hjemmekampe i træk, og det gør altid lidt ekstra ondt at tabe foran vores egne tilskuere. Vi er meget opsatte på at rette op på det, siger Victor Nelsson, der også glæder sig til de interne luftdueller med fyrtårnet Onuachu.

– FCM kommer med power og fysik og har spillere, der kan gøre ondt på os. Det er altid en krig mod lange Paul med mange dueller, og dem glæder både han og jeg os til. Han skal ikke have meget plads, så det gælder om at være tæt på ham hele tiden.

– Vi ærgrer os over, at det endnu ikke er lykkedes at få en sejr over top 6 holdene i denne sæson. Det har været lige ved flere gange, men det er en børnesygdom, at vi ikke kan holde koncentrationen til sidst.

– Det er derfor, vi ikke har spillet os i en god position, men nu skal vi vise, at vi også kan slå de bedste. Det er ikke ovre endnu, og vi vil jagte alle muligheder og slutte bedst muligt.

– Og det vil vi blive ved med, selv om det evt. kun er femtepladsen, vi kan nå til sidst. Det gælder altid om at nå den højest mulige placering, fastslår Victor Nelsson, der i en alder af kun 20½ år er på vej mod at runde 100 kampe for FC Nordsjælland som den yngste nogensinde.

Skal han nå det allerede i denne sæson kræver det imidlertid, at FCN når frem til en ekstra kamp om billet til Europa.

Muligheden er der, hvis FCN finder samme vinderspor, som tigrene sluttede grundspillet af med, og Victor Nelsson kan glæde sig over, at han nu kan spille til igen uden at have en karantæne hængende over hovedet.