Krogh: Vi skal ud af starthullerne mod Esbjerg

Kategorier

Foto: Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland skyder ni spændende dage igang når der fløjtes op mod Esbjerg fB på hjemmebane kl.14.00, og ifølge assistenttræner Søren Krogh skal holdet jagte chancen for at nå bronze-medaljerne.

‘For os er det logisk at vi skal gøre alt hvad vi kan for at jagte den chance som vi har fået. Vi skal spille vores chance og jagte den tredje plads for fuld damp. Den næste periode med de tre kampe som kommer hurtigt kan blive sjove og afgørende. Vi får brug for alle i truppen, og flere vil komme i spil. Vi har flere ressourcer i holdet og dem har man brug for når kampene ligger tæt,’ fortæller Søren Krogh.

Søndagens modstander Esbjerg ligger et point foran FCN-holdet i tabellen, og der er lagt op til en svær kamp mod et dygtigt Esbjerg-hold.

‘Vi får brug for masser af fremdrift og energi i holdet mod Esbjerg. Vi skal sørge for at være mere skarpe end de seneste opgør og angribe frem ad i kampene. Vi skal ud af starthullerne i morgen, og give den fuld gas. Vi er bedst når vi angriber fra start til slut og ønsker at score det næste mål i kampen. Og så kan vi vist slutte af med, at sige at vi vist også har lidt revanche til gode mod Esbjerg efter en knap så god præstation tilbage i december,’ slutter Krogh inden kampen i morgen, søndag.

KØB DIN BILLET TIL KAMPEN HER.