Krogh: Vi skal søge det friske og løsslubne spil

Kategorier

Foto: Boesenfoto.dk

– Vi vil gerne spille åbne kampe, og det tror jeg på, det bliver mod OB, siger FC Nordsjællands assistenttræner Søren Krogh.

Efter otte kampe i foråret som ubesejret gik det galt for FCN i den 9. hjemme mod Esbjerg i søndags, men allerede i morgen Langfredag kl. 18 bliver der mulighed for at rette op på det i Odense mod OB, der i øjeblikket sidder på den tredjeplads, som mange hold jagter.

FC Nordsjællands assistenttræner Søren Krogh siger om kampen:

– Det handler for os om at komme tilbage til den gode fornemmelse. Vi havde ikke tabt i 2019, men det gør ikke det hele sort, at vi så løber ind i et nederlag. Det gælder om at finde hurtigt tilbage på sporet og vise, at vi også kan håndtere at komme ud af vores comfortzone.

– Den fik Esbjerg os ud af, for de havde læst os godt. Mod OB skal vi søge det friske og løsslubne udtryk. Vi vil gerne spille åbne kampe, og det tror jeg på, det bliver mod OB.

– OB er et godt spillende hold, der ligesom os gerne vil have bolden, og vi vil blive udfordret på boldbesiddelse, lyder det fra Søren Krogh.