FCN smed sikker sejr væk til sidst

Kategorier

Victor Nelsson fik headet mange bolde væk, men i slutfasen gik der alligevel panik i FCN-forsvaret.

Foto: Getty Images

Med en scoring til 2-0 ved Andreas Skov Olsen i det 87. minut lignede det en stensikker sejr, men så gik der helt panik i FCN, der lod OB score to gange i tillægstiden.

Hvis FC Nordsjælland står tomhændet tilbage, når Mesterskabsspillet er slut, har FCN kun sig selv at takke, for afslutningen på dagens kamp i Odense er symptomatisk for hele sæsonen. Endnu engang slap tigrene grebet om tre ellers velfortjente point.

Og i dag var det endnu mere grotesk end i flere af de tidligere kampe, for sejren var nærmest stensikker, da Mohammed Kudus i 87. minut førte bolden elegant frem og spillede Andreas Skov Olsen blank til en flot scoring og 2-0 til FCN. Det burde have været garanti for tre point, men så begyndte FCN at sløse og satte sig selv under tryk med dårlige beslutninger med bolden.

Netop indskiftede Rasmus Festersen fik en gratis chance midt for mål efter dårligt forsvarsspil i højre side, og han reducerede til 1-2. Og så var der pludselig panik i alt, hvad FCN foretog sig. OB kastede alt frem og var tæt på udligningen med et par hjørnespark, og da FCN havde overlevet disse, og der kun var 30 sekunder tilbage, glemte tigrene at holde på bolden, da de havde den på OB’s banehalvdel.

Dermed fik OB chancen for igen at sparke bolden frem i feltet, hvor Ulrik Yttergård Jenssen kastede sig ned ved baglinjen for at blokere et indlæg og blev ramt på armen. Dommer Michael Johansen pegede på straffesparkspletten, og Bashkim Kadrii udlignede sikkert fra 11 meter pletten på kampens allersidste spark i det 95. minut.

Det mål gør en sindssyg forskel for FC Nordsjælland i jagten på bronzemedaljer og europæisk fodbold, hvor en sejr ville have bragt tigrene helt frem i hælene på Esbjerg og OB. Men nu bliver det meget svært og vil kræve rigtigt mange point i sæsonens sidste kampe, hvis det skal lykkes.

Det er også ekstra ærgerligt i betragtning af, at FCN inden den famøse afslutning havde spillet en flot fodboldkamp, især i 1. halvleg med Mohammed Kudus som en lysende profil på midtbanen. Mohammed Kudus spillede fra første fløjt med en overlegen boldsikkerhed og kreativt spil. Han var her og der og allevegne, og han gjorde stort set, som det passede ham.

Det var også FCN, der skabte de bedste scoringschancer, og to tilbud var så store, at de burde have givet tigrene føringen allerede inden pausen. Men Andreas Skov Olsen kiksede et frit hovedstød fra nært hold på et godt oplæg fra Mads Valentin Pedersen i det 19. minut, og godt fem minutter før pausen spillede Mohammed Kudus bolden frem til en helt fri Godsway Donyoh, men OB-keeper Grytebust lavede en mirakelredning. OB havde også et par helhjertede forsøg, men Peter Vindahl Jensen i målet tog sig sikkert af dem.

Derfor stod der 0-0 ved pausen i en kamp, som FCN havde domineret, men straks fra 2. halvlegs start blev det betydeligt mere åbent spil. OB pressede noget højere, og det gav muligheder i begge ender af banen. Det var FCN, der tog teten i det 55. minut, da Mads Valentin Pedersen erobrede bolden højt på banen og gik direkte til baglinjen, og på hans indlæg kom Mikkel Damsgaard sprintende og satte bolden i kassen med et behersket indersidespark. Det var Mikkel Damsgaards første mål i denne sæson og kun 2. mål i karrieren.

Føringen på 1-0 betød, at OB satsede mere og mere, mens FCN faldt for langt tilbage og levede på kontraangreb. To gange var OB tæt på udligning, men Peter Vindahl Jensen i målet præsterede en flot dobbeltredning, først mand mod mand med Bashkim Kadrii og derefter A. K. Jacobsen på riposten. Og lidt efter klarede Victor Nelsson paragrafferne i en prekær situation med to flotte parader, hvor han kastede sig ind i skuddene.

Chancerne til FCN på modangrebene blev også større og større, men først i det 87. minut lykkedes det at spille dem helt igennem til 2-0 scoringen. Forinden havde Andreas Skov Olsen haft chancen med et kanonskud, som Grytebust i målet meget heldigt fik reddet ud på stolpen med en fodparade. Og så udviklede dramaet sig som allerede beskrevet helt skævt i kampens sidste minutter, så det hele sluttede 2-2. Dermed har hverken FCN eller OB prøvet at vinde i dette Mesterskabsspil.

Udover de to kostbare point, der blev sat til i slutfasen, blev den også dyr for FCN med henblik på hjemmekampen mod FCK 2. Påskedag kl. 16.00. Både Mads Valentin Pedersen og Victor Nelsson står til karantæne efter advarsler mod OB.