Værd at vide før kampen mod FCM

Kategorier

FCN er klar til endnu et møde med Paul Onuachu og resten af FCM-mandskabet.

Boesenfoto.dk

Her er lidt statistiske vinkler på FC Nordsjællands Superligakamp i Herning mod FCM i aften kl. 19.00:

Vidste du at…

…FCN og FC Midtjylland har mødt hinanden 51 gange i Superligaen, og samlet set er midtjyderne bedst med 25 sejre, mens FC Nordsjælland har vundet 13 gange, og 13 kampe er endt uafgjort. 29 af kampene er spillet i Herning, og her har FCN kun vundet 4 gange, mens 8 kampe er endt uafgjort og 17 med sejr til midtjyderne.

…FC Nordsjællands seneste sejr i Herning også er den vigtigste, for det var for næsten præcis to år siden, da FCN med en sejr på 2-1 på sidste spilledag i grundspillet nærmest på mirakuløs vis sikrede billet til Superligaens første Mesterskabsspil nogensinde, da alle øvrige resultater også flaskede sig.

…da de to hold mødtes i denne sæsons første kamp i Right to Dream Park i 13. spillerunde vandt FC Midtjylland med 4-1 efter bl. a. tre scoringer af Paul Onuachu, mens Godsway Donyoh stod for FC Nordsjællands mål til 1-1 kort efter pausen.

…FCM får lange Paul Onuachu med mod FCN, selv om han blev udvist i den seneste kamp mod AGF. Efter protest fra FCM er det røde kort annulleret. Netop Paul Onuachu er normalt FC Nordsjællands “onde ånd”, idet han har scoret hele 12 mål i 11 kampe mod FCN.

…FCN har vundet to kampe i træk og er ubesejret i foråret. Den seneste kamp blev vundet 3-1 i Vejle på to mål af Andreas Skov Olsen og et af Godsway Donyoh, der ofte viser målfarlighed mod netop FCM. Godsway nettede tre gange mod FCM i sidste sæson, og ghaneseren scorede også mod FCM i efteråret.

…kampens dommer, 41-årige Michael Tykgaard, er i gang med sin 9. sæson som Superliga dommer. Det er første gang, han dømmer en kamp med FCN i denne sæson.