Spænding til det sidste i Viareggio Cup

Kategorier

Isaac Atanga scorede i Viareggio Cup, men det rakte ikke til point.

Selv om FCN U/19 uheldigt tabte 1-2 onsdag, kan tigrene fortsat nå førstepladsen i gruppen med en sejr i den sidste kamp fredag mod Ascoli.

FC Nordsjællands internationale U/19 mandskab har desværre ikke fået det pointudbytte, holdet har spillet til i sine to første kampe i Viareggio Cup, men alligevel er der højspænding til det sidste i gruppen. FCN kan faktisk fortsat nå førstepladsen ved at vinde den sidste kamp, hvis den anden kamp ender uafgjort.

FCN er selv skyld i, at det er blevet så svært, for i den første gruppekamp i mandags mod Empoli førte FCN med 3-1 midt i 2. halvleg men lod alligevel italienerne snuppe det ene point, så facit blev 3-3, mens den anden kamp i gruppen endte med en 3-0 sejr til Ascoli over UYSS New York.

I går mødte FCN så holdet fra New York og tabte stik mod spil og chancer med 1-2, mens Empoli og Ascoli delte med 0-0. FCN kom bagud efter kun fem minutter mod New York på et straffespark, men kun fem minutter senere bragte Isaac Atanga balance i regnskabet. Desværre gav svagt forsvarsspil igen amerikanerne føringen, og selv om FCN i hele 2. halvleg pressede på og skabte en hel stribe chancer, lykkedes det ikke at score.

Men da den anden kamp endte uafgjort, kan det stadig lade sig gøre for FCN U/19 at vinde gruppen på sidste spilledag i morgen og dermed komme videre  turneringen. Det kræver en sejr på to mål over gruppens førerhold med 4 point Ascoli, mens Empoli og New York spiller uafgjort i den anden kamp.