Nelsson: Selvtilliden har fået et boost

Kategorier

Efter næsten 10 år i klubben, og 99 officielle kampe for 1.holdet, skifter anfører Victor Nelsson nu fra FCN. Begge parter er åbne overfor, at der kommer flere år og kampe sammen i fremtiden.

Boesenfoto.dk

– Nu går vi frygtløst ind til 10 spændende topkampe og jagter vores muligheder, lyder det fra FCN-anføreren før lørdagens kamp mod FCM i Herning.

I dag var første dag, hvor FCN igen havde alle sine landsholdsspillere tilbage ved træningen i Right to Dream Park, og fokus er nu rettet mod første kamp i Mesterskabsspillet på én af Danmarks måske sværeste udebaner, MCH Arena, mod de forsvarende danske mestre lørdag kl. 16.00.

De fire FCN-spillere på Danmarks U/21 landshold er vendt hjem med succesoplevelser i bagagen. De var alle med fra start i både sejren over Belgien og ude mod Frankrig i søndags. Så foråret har været én stor succes indtil videre, da FCN jo også er gået igennem de seks Superligakampe som ubesejret.

Victor Nelsson nyder alle de store kampe:

– Det er fedt at spille landskampe, men nu gælder det Superligaen. Nu går vi frygtløst ind til 10 spændende topkampe og jagter vores muligheder. Det er den slags kampe, vi spiller fodbold for, og selvtilliden har fået et boost.

– Inden de sidste seks grundspilskampe så det lidt svært ud for os. Men vi gik igennem et svært program ubesejret og kom lige akkurat med i Top 6. Det er fantastisk. Nu kan vi stile efter at vinde bronze igen og skal spille en række store kampe.

– Jeg synes, vi har fundet hinanden godt som hold her i foråret, og vi har sprudlet offensivt. Og så fik vi igen vist, at når vi virkelig skal, så kan vi også holde nullet. Vi gjorde det i den sidste vigtige kamp i Vendsyssel, ligesom vi gjorde det i den sidste kamp i sidste sæson mod FCK, siger Victor Nelsson, der som forsvarsspiller naturligvis vægter den del ekstra højt.

Men lige nu er det ikke forsvaret, han spekulerer så meget over, for FCN går ind til Mesterskabsspillet med sin vante offensive spiltilgang, og det kan sagtens blive målrigt i Herning igen, ligesom sidst FCN gæstede FCM i 3-3 kampen for knap en måned siden:

– Vi har jo næsten lige været der, og det blev en helt speciel kamp, hvor vi både kunne have vundet med en føring på 3-1 men også kunne have tabt i den hektiske slutfase. Vi ved godt, at det bliver svært på Heden, men vi går ind til kampen med stor tro på det, siger Victor Nelsson.

Han kan også igen se frem til nogle drabelige luftdueller med lange Paul Onuachu, der har den uvane næsten altid at score mod FCN. Og nu kommer den høje nigerianer også med ekstra succes i bagagen, idet han lige  har debuteret for sit hjemland som A-landsholdsspiller og scorede et sejrsmål efter kun otte sekunders spil mod Egypten.

– Det er fedt at spille mod Onuachu. Vi har vores slagsmål og dueller, men vi snakker også meget sammen under en kamp. Han er både en rigtig dygtig angriber og en flink fyr, lyder det anerkendende fra Victor Nelsson.

Sidste år forsvarede FCN bronzepladsen trods en høst på kun 9 point i de 10 kampe i Mesterskabsspillet. Det skal tigrene gøre noget bedre i år, hvis det skal blive til bronze igen, og de kan passende starte pointhøsten på lørdag som afsæt til de to næste kampe, begge på hjemmebane mod Brøndby 8. april og mod Esbjerg 14. april.

Køb billet til de kampe HER