FCN gjorde det igen!

Kategorier

Andreas Skov Olsen scorede for 6. kamp i træk, og målet i Vendsyssel var en vild forløsning, der gav FCN en plads i Top 6.

Boesenfoto.dk

På et mål af Andreas Skov Olsen kort før tid sikrer FCN for tredje år i træk billet til Mesterskabsspillet med en 1-0 sejr i Vendsyssel.

For to år siden var det miraklet i Herning, der gav FCN plads i Top 6 på sidste spilledag. Og nu har tigrene gentaget det med et nyt mirakel i Hjørring i en uhyggelig svær og nervepirrende kamp.

Efter 94 minutters uskøn fodbold endte det hele som den skønneste fodboldkamp, man kan tænke sig. Den afgørende træffer kom først i det 84. minut, da Andreas Skov Olsen knaldede et direkte frispark i nettet til 1-0 på et tidspunkt, hvor FC Nordsjællands jagt på det forløsende mål blev mere og mere febrilsk.

Føringen blev fightet hjem trods lidt panik før lukketid foran FCN-målet, men tigrene slap med skrækken og kom med i Top 6 på det aller yderste mandat med en målscore marginalt bedre end AaB, som vandt hjemme over AGF med 3-1.

Kampen blev afviklet i regn og rusk under meget svære forhold for poleret fodbold, men heldigvis blæste vinden FC Nordsjællands vej til sidst, og nu kan FCN se frem til et spændende medaljespil for tredje år i træk, og der er ikke længere op til OB på 3. pladsen, end at en gentagelse af sidste sæsons bronzemedaljer også er indenfor rækkevidde.

Selve kampen er det ikke værd at skrive så meget hjem om, for den lignede langt hen af vejen det forfærdelige vejr, som en busfuld FCN-fans havde trodset og bakkede holdet flot op hele vejen igennem. Godt at de også blev belønnet for den lange tur til Hjørring, da de sammen med spillerne kunne fejre triumfen bagefter.

FCN havde modvind i 1. halvleg, men efter en lidt nervøs start, fik tigrene godt styr på spillet og holdt bolden fint langs det ellers meget ujævne græs. Men chancer skabte tigrene ikke mange af. Et skud fra Mads Valentin Pedersen og to rigtigt skarpe indlæg fra Karlo Bartolec var det nærmeste, FCN kom en scoring før pausen. Ved begge indlæg manglede lige den afgørende fod foran mål.

Vendsyssel spillede kompakt og Andreas Skov Olsen blev pakket helt ind, så han aldrig fik chancen for at fyre sit berømte venstrebensspark afsted, før FCN fik et direkte frispark i 84. minut begået mod ham selv. Andreas Skov Olsen tog et kort tilløb og knaldede bolden ind udenom muren i målmandens side. Michael Tørnes nåede ikke at reagere på det brækkende skud. Det var Andreas Skov Olsens 19. sæsontræffer og også den allervigtigste.

Forinden var gået en 2. halvleg, hvor FCN trods medvind slet ikke fik samme styr på spillet og kontrol over kampen som før pausen. 2. halvleg startede endda med et par store chancer til Vendsyssel. Som tiden gik blev FC Nordsjællands jagt på den afgørende scoring mere og mere febrilsk og uden struktur i spillet.

Tættest på var Mikkel Damsgaard med et rigtig godt langskud, som Tørnes måtte ud i fuld længde for at klare. Og i kontraløbene blev Vendsyssel mere og mere nærgående, efterhånden som FCN blev tvunget til større satsning fremefter. Heldigvis reddede Ulrik Yttergård Jenssen midt i halvlegen bag målmand Nicolai Larsen, der var passeret.

Efter FC Nordsjællands mål til 1-0, kom der igen lidt nerver på i forsvarsspillet, hvor Victor Nelsson måtte ind med nogle afgørende clearinger i sidste øjeblik, mens Nicolai Larsen var vaks i et par prekære situationer i tillægstiden.

Miraklet i Hjørring er fuldført, en minutterne efter sidste fløjt var lange, for der blev stadig spillet på andre baner, og da Esbjerg bragte sig foran på en sen scoring, måtte FCN-spillere og fans afvente slutfløjt i Aalborg, inden jublen kunne bryde ud.

FCN har været forårets bedst spillende hold og er gået ubesejret gennem et meget svært program på seks kampe. Og i dem alle har 19-årige Andreas Skov Olsen scoret, så det er blevet til tre sejre over Hobro, Vejle og Vendsyssel samt uafgjort mod Brøndby, FCM og FCK.

Det lover alt om et fantastisk Medaljespil, hvor tigrene kan drille alle hold og jagte samtlige muligheder.

Vild jubel i omklædningsrummet.