Værd at vide før mødet med Brøndby

Kategorier

Foto: fcn.dk

Her er lidt statistiske vinkler på dagens kamp mod Brøndby kl. 16.00 i Right to Dream Park.

Vidste du at…

…FCN og Brøndby har mødt hinanden 51 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 9 sejre, 11 kampe er endt uafgjort og 31 gange har Brøndby vundet. 27 af kampene er spillet i Right to Dream Park og her har FCN 5 sejre, mens 8 kampe er endt uafgjort og 14 med sejr til Brøndby.

…begge kampe mellem de to hold i Right to Dream Park i sidste sæson var særdeles målrige. FCN vandt den første med 3-2 og Brøndby den anden med 4-3, altså 6-6 sammenlagt.

…det er FCN, der har revanche til gode, idet Brøndby vandt sæsonens første møde 2-0 på Brøndby stadion i 4. spillerunde.

…FCN må undvære Mohammed Kudus og Ibrahim Sadiq, der sammen med U/19 spiller Gideon Mensah er i Niger med Ghanas U/20 landshold, hvor de deltager i Africa Cup of Nations.

…Brøndby må til kampen se bort fra sin topscorer Kamil Wilczek, der af disciplinærkomiteen er blevet idømt to spilledages karantæne for en forseelse i den sidste kamp inden juleferien.

…kampens dommer, 31-årige Sandi Putros, er i gang med sin 3. sæson som Superliga-dommer. Det er anden gang i denne sæson, han dømmer en kamp med FC Nordsjælland. Første gang var hjemmekampen i 6. runde mod Vejle, hvor FCN vandt 2-0.

…Right to Dream Park har fået nyt look både udvendigt og indvendigt til forårspremieren. Udvendigt på stadion pryder bannere med billeder af klublegender og klubbens værdier nu den grå beton, og indvendigt er A-tribunen præget af Volvo og Vestergaard Auto som klubbens nye bilpartner, mens området ved sky-baren er blevet det grønne Faxe Kondi hjørne.