FCN skabte chancerne men udnyttede dem ikke

Kategorier

Andreas Skov Olsen spiller på tværs, men desværre mangler Godsway Donyoh lige en tåspids i at nå bolden.

Træningskampen mod Molde FK endte 1-1 i en kamp, hvor tempoet kom op i 2. halvleg, og tigrene fik skabt de muligheder, der burde have givet en sejr.

På søndag er det alvor, når Brøndby gæster Right to Dream Park til forårspremiere i Superligaen, og den sidste træningskamp i dag hjemme mod Molde lover godt, hvad angår at skabe målchancer. Desværre bare ikke, hvad angår effektiviteten foran modstandernes mål.

2. halvleg var noget bedre end 1. halvleg, hvor især den første halvdel var halvsløv set med FCN-øjne. Der var hverken tempo eller intensitet i spillet i kampens første tyve minutter. Måske havde det også lidt indflydelse, at FCN allerede efter ni minutter blev tvungent til at omrokere lidt, da venstreforsvarer Ulrik Yttergård måtte udgå med en skade.

FCN begyndte først at vise en smule tænder efter tyve minutters spil, men så havde også både Godsway Donyoh, Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard hver en målchance, før det i det 35. minut blev 1-0 til FCN på et selvmål, hvor en norsk forsvarer headede bolden flot i kassen på indlægget fra Mathias Rasmussen.

Det lykkedes dog Molde at få udlignet inden pausen på en typisk FCN-svaghed ved hjørnespark. Det kom i det 42. minut, hvor målmand Nicolai Larsen ellers flot reddede et nærgående skud udenom stolpen, men på det efterfølgende hjørnespark fik han ikke bokset bolden ordentligt væk, og efter lidt ping pong i feltet, fik nordmændene prikket udligningen ind.

Det var tydeligt, at FCN i pausen havde fået snakket om at steppe op i både tempo og intensitet, og selv om Molde startede bedst med en stor chance, som Nicolai Larsen reddede, var der klar dominans af FCN både i spil og chancer i hele 2. halvleg.

Der blev investeret mere i nærkampene, og pasningerne sad mere præcist, så spillet blev fremadrettet og målfarligt. Målchancerne var mange men desværre var den sidste afslutning for svag. To gange fik Karlo Bartolec serveret en tværbold langs græsset til at sparke i kassen, men begge gange skød han fladt, og så kom der en fod i vejen.

Både Victor Nelsson og Abdul Mumin havde åbne hovedstødschancer fra nært hold uden at få stanget bolden i kassen, og Oliver Antman skød lige forbi, da han blev spillet fri i dybden. Også Mikkel Rygaard og Jonathan Amon kom til afslutninger, der med lidt mere skarphed kunne have givet et fortjent sejrsmål.

I stedet var den manglende træfsikkerhed i afslutningerne ved at koste et nederlag, da Molde fik en giga-chance lige til allersidst, men heldigvis sad skuddet lige i favnen på Nicolai Larsen, og det endte derfor 1-1 i en kamp, der både viste, at der er plads til forbedringer men også opløftende og kreativt spil.

FCN formår at skabe mange målchancer, og forhåbentlig er udnyttelsesgraden noget bedre, når det går løs om vigtige point på søndag hjemme mod Brøndby kl. 16.00. Du kan købe billet til det brag HER.

I morgen spiller FCN en træningskamp kl. 13.30 i Right to Dream Park mod Nykøbing FC for de spillere, der ikke fik så meget spilletid mod Molde eller var udenfor truppen til den kamp.

Træningskamp søndag 3. februar i Right to Dream Park:
FC Nordsjælland-Molde FK 1-1 (1-1)
Mål: 35. minut 1-0 selvmål. 42. minut 1-1.

FC Nordsjællands startopstilling i 3-4-3 formation:
Nicolai Larsen
Abdul Mumin, Victor Nelsson, Ulrik Yttergård Jenssen.
Karlo Bartolec, Magnus Kofod Andersen, Mikkel Rygaard, Mathias Rasmussen.
Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Godsway Donyoh.

Indskiftninger:
9. minut: Benjamin Tiedemann Hansen for Yttergård.
59. minut: Jonathan Amon for Andreas Olsen
59. minut: Mads Valentin Pedersen for Mathias R.
72. minut: Nicklas Strunck for Godsway
72. minut: Oliver Antman for Damsgaard

På bænken uden at komme ind:
Peter Vindahl Jensen
Jacob Steen Christensen
Viktor Tranberg