Hjulmand: En helt anden type kamp

Kategorier

Boesenfoto.dk

– Vi har meget stor respekt for den her opgave, lyder det fra FC Nordsjællands cheftræner før lørdagens kamp kl. 16.00 mod Hobro i Right to Dream Park.

FCN spillede offensivt en helt fantastisk kamp i forårspremieren mod Brøndby, hvor der blev skabt et hav af målchancer, og selv om tigrene måtte nøjes med 3-3, lover det godt for foråret og næste opgave i morgen hjemme mod Hobro.

FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, lader dog advarselslamperne blinke for sine spillere:

– Det bliver en helt anden type kamp mod Hobro, og vi har stor respekt for opgaven. Kampene mod Brøndby er altid meget åbne slagudvekslinger, men vi ved, at det bliver noget andet mod Hobro.

– Vi har spillet elendige kampe mod Hobro, og jeg har brugt hele ugen på at fortælle spillerne om, hvor svær kampen bliver, hvis vi ikke går ind til den med den rigtige mentalitet.

– Det bliver en kamp, hvor vi skal balancere mellem at spille med tålmodighed uden at spille langsomt. Og at spille aggressivt uden at tabe kasketten. Vi har snakket om det igen og igen, men spillerne er jo ikke robotter, så det bliver enormt spændende at se, om vi kan udføre det, siger Kasper Hjulmand.

Det er FCN, der har revanche til gode, for i den omvendte kamp i 12. spillerunde tabte tigrene med 2-3 i Hobro. Og til lørdagens kamp må FCN undvære anfører Victor Nelsson, der skal afsone en spilledags karantæne.

– Sådan er det. Der vil altid være karantæner og skader, og det arbejder vi med. Så må andre bare tage over for Nelsson, siger Kasper Hjulmand, der altid fokuserer på de spillere, der er til rådighed.

FCN skal vinde hjemmekampen mod Hobro, hvis der fortsat skal være håb om en plads i Top 6, når grundspillet er slut efter 26 runder. Kom og støt FCN i den meget vigtige kamp. Køb din billet HER