Andreas Skov Olsen: Presset plager mig ikke

Kategorier

Efter et fantastisk efterår er forventningerne til kun 19-årige Andreas Skov Olsen steget voldsomt, og han er på vej mod rekorden som den mest scorende teenager i Superligaens historie.

Når FCN søndag kl. 16 hjemme mod Brøndby tager hul på den spændende forårssæson, vil både mediernes og modstandernes fokus være rettet mod klubbens topscorer Andreas Skov Olsen, der kun lige er fyldt 19 år men bragede igennem med serier af træffere i både Superligaen, Europa League og på U/21 landsholdet.

Inden starten på denne sæson var det kun blevet til ganske få minutter i Superligaen som indskiftet i slutningen af kampene, men pludselig trådte unge Andreas helt frem i rampelyset. Han har spillet samtlige 20 Superligakampe for FCN i efteråret, som han sluttede som nr. 4 på ligaens topscorerliste med 11 mål. Og han har som den eneste været med i alle 28 kampe for FCN i efteråret.

Det skaber naturligvis et anderledes forventningspres, men det er Andreas Skov Olsen også klar til at tackle:

– I sommer skulle jeg bare ind og gøre mit bedste. Jeg fik vist mig selv frem, og nu er der vel nogle større forventninger, men det er ikke et pres, der kommer til at plage mig. Der er jo altid et pres på i Superligaen. Der er ikke plads til at spille dårligt.

– Men det bliver måske lidt sværere, nu hvor modstanderne kender mig bedre. Men så må jeg bare være mere kreativ og udvikle nye ting, som de ikke kender. Jeg kan heldigvis gå begge veje og skyde med begge ben. Jeg er i træningskampene gået mere mod baglinjen, og derfra kan jeg forhåbentlig også lave nogle flere assists, siger Andreas Skov Olsen, der er godt tilfreds med forberedelserne til dagens premiere.

– Jeg synes, det har været en god januar for os med gode momenter i spillet, som vi forhåbentlig kommer til at vise. Vi har skabt mange chancer i træningskampene. Vi har desværre ikke udnyttet dem godt nok, men målene skal nok komme.

– Og så har vi arbejdet meget med at stå bedre sammen defensivt som hold. Vi har trænet i at lukke af med et tæt pres. Det kræver også, at vi angribere skal løbe endnu mere, og jeg føler mig i god form til at løbe begge veje.

– Kan vi lukke lidt bedre af, har man som angriber heller ikke så meget pres på, for så kan et enkelt mål være nok, siger Andreas Skov Olsen, der med sine 11 scoringer i Superligaen er på vej mod at sætte rekord som den teenager, der har scoret mest.

Peter Møller har lige nu den rekord med 18 mål, men den har Andreas Skov Olsen altså et helt år til at slå.

Udover alle træfferne i Superligaen scorede “Andy”, som han populært kaldes også fire mål i Europa League, to pokalmål og et enkelt mål for Danmarks U/21 landshold. Det har også fået FCN-topscoreren til at skærpe kravene til sig selv:

– Inden sæsonen satte jeg mig selv et sæsonmål om at nå 10 scoringer. Det har jeg jo måttet justere, så nu går jeg efter 15 mål i grundspillet. Men det er ikke målene i sig selv, der betyder noget for mig. Jeg glæder mig mest over, at mine mål hjælper holdet.

Andreas Skov Olsen har fuldt fokus på et godt forår for FC Nordsjælland, så han også kan sigte mod sommerens EM-slutrunde med U/21 landsholdet:

– Det bliver svært at komme med der, for der er mange stærke konkurrenter. EM-slutrunden er et stort mål for mig, men jeg er ung og kan også være med på det nye U/21 landshold. Det vigtige er, at vi præsterer som hold med FCN, for kun når holdet fungerer, kan man shine som spiller.

– Jeg synes, vi har en spændende trup og har holdt sammen på holdet i dette transfervindue. Det er fint, og det giver sammenhold. Vi er mange, der har kendt hinanden længe fra ungdomsårene, og de nye udefra er vi også ved at have lært at kende nu.

– Jeg tror på, at vi kan nå Medaljeslutspillet, men det bliver svært. Vi skal gerne have point allerede her fra start mod Brøndby. De vil angribe, og det passer os fint. Der kommer knald på, og vi skal være på dupperne fra første fløjt, ellers kører de os over. Men er vi det, ser jeg også store muligheder, siger Andreas Skov Olsen.

Billetsalget til braget mod Brøndby på søndag går strygende, og der bliver tætpakket med en super stemning i Right to Dream Park. Vil du nå at sikre dig en god plads, så køb billet HER

Klik på billedet eller klik HER og se en video af Andreas Olsen i aktion i træningskampen mod CSKA Moskva i La Manga.