Rygaard: Om godt en uge træner vi i shorts

Kategorier

Humøret er højt ved træningen i Right to Dream Park, og Mikkel Rygaard glæder sig til at starte mod Brøndby på søndag på et fyldt stadion..

– Det værste er ikke forbi endnu, men i denne uge kan vi se frem til en træningskamp og i næste uge er vi nede i varmen, siger Mikkel Rygaard efter dagens sidste løbetur i isnende kulde.

Den første træningsuge efter en vinterferie er altid slem for alle fodboldspillere, men efter sidste uges strabadser kan FC Nordsjællands spillere allerede i denne uge se frem til årets første træningskamp mod AGF på lørdag kl. 13.00 hjemme i Right to Dream Park.

Det er da også et lyspunkt for Mikkel Rygaard, da han puster ud efter dagens træning og endnu en hård løbetur som afslutning:

– Den første uge er altid hård med en masse tests, men jeg vil ikke sige, at det værste er overstået endnu. Vi får nok lov at spille noget mere i denne uge, men der vil stadig være rigtig meget løb. Vi kommer til at løbe, det vi skal, men så er det godt at kunne se frem til kampen mod AGF som afslutning på ugen. Det er altid lidt sjovere, når man ser frem mod en kamp.

– Og i næste uge træner vi forhåbentlig i shorts i Spanien. Det er også lidt hårdt på træningslejren med meget koncentreret træning, men jeg glæder mig til igen at komme afsted med drengene og træne i varmere vejr. Kammeratskabet styrkes altid, når man er sammen 24/7, og træningslejren giver virkelig meget, lyder det fra Mikkel Rygaard.

Efter træningskampen mod AGF på lørdag kl. 13.00, holder spillerne fri søndag, hvor de Superligaspillere, der i øjeblikket er afsted med Danmarks U/21 og U/19 landshold vender retur, så hele truppen samlet kan sætte kurs mod La Manga mandag.

Dermed ser det samlede træningsprogram frem til forårspremieren således ud:

19. januar: Træningskamp mod AGF kl. 13.00 i Right to Dream Park
21. januar: Afgang til træningslejr i Spanien
23. januar: Træningskamp
24. januar: Træningskamp mod FC Ventspils fra Letland kl. 16.00
29. januar: Træningskamp mod CSKA Moskva kl. 16.00
30. januar: Retur fra Spanien
3.   februar: Træningskamp mod Molde kl. 14.00 i Right to Dream Park

De sidste seks runder i Superligaens grundspil:

10. februar: Superligastart: FCN-Brøndby kl. 16.00
Lørdag 16. februar kl. 16.00: FCN-Hobro
Lørdag 23. februar kl. 16.00: Vejle-FCN
Mandag 4. marts kl. 19.00: FC Midtjylland-FCN
Søndag 10. marts kl. 16.00: FCN-FCK
Søndag 17. marts kl. 17.00: Vendsyssel-FCN

Efter grundspillet er der en kort landskamppause, inden det fredag 29. marts går løs med Mesterskabsspil og Kvalifikationsspil.

Køb et Halvsæsonkort til alle FC Nordsjællands hjemmekampe i foråret HER