Pragtmål af Andreas Olsen ikke nok for FCN

Kategorier

Efter kun godt fem minutter var Mathias Rasmussen helt fri, men han valgte uselvisk en tværpasning frem for det oplagte skud.

FCN leverede mange flotte offensive aktioner, men den russiske effektivitet var højere, og FCN måtte se sig besejret med 2-1 af stærke CSKA Moskva.

FCN viste mange positive momenter i den sidste kamp under træningslejren i La Manga, men facit blev desværre et nederlag på 1-2 selv om FCN-topscorer Andreas Skov Olsen lavede et pragtmål og viste, at efterårets skarpe venstreben ikke har mistet styrken i det nye år.

Overordnet set var det en meget lige kamp i et højt tempo, hvor forskellen på resultattavlen mest var udtryk for større russisk effektivitet og lidt tække fra den spanske dommer i et par afgørende situationer. FCN spillede hele kampen i 3-4-3 formation, og især i 1. halvlegs første 25 minutter kom tigrene frem til mange gode chancer. Men der manglede præcision og beslutsomhed i afslutningerne.

I stedet kunne CSKA bringe sig foran 1-0 i det 20. minut, da forsvaret kom til at stå forkert ved en lang fremlægning og blev tvunget til at lave et frispark lige udenfor feltet. Det blev hamret lige ind i muren, hvor bolden ramte en arm, hvilket gavmildt for russerne blev takseret til et straffespark.

Det tog lidt af pusten fra FCN-spillerne, og CSKA kom ind i flere nærkampe, hvor russerne var stærkest. Et højt pres gav dem en let bold ved en fejlpasning i det 38. minut, og så stod der 2-0, som også var stillingen ved pausen.

FCN skiftede Jonathan Amon og Mads Valentin Pedersen ind fra 2, halvlegs start, og det lykkedes flere gange at stresse CSKA i opspillet, så der blev plads til direkte angrebsspil. Men kun en enkelt af mulighederne blev udnyttet, da Andreas Skov Olsen gik solo efter godt en times spil.

FCN foretog flere udskiftninger mod slutningen af kampen og satsede på en udligning, men det gav også russerne et par gode chancer for endnu en scoring i de sidste ti minutter, men det hindrede Nicolai Larsen med to fine redninger.

I morgen vender FCN-truppen hjem, og på søndag spilles den sidste træningskamp hjemme i Right to Dream Park mod norske Molde, og så står holdet klar til sæsonpremieren hjemme mod Brøndby søndag 10. februar klokken 16.00.

Kampens forløb:
6. minut: Friløber til Mathias Rasmussen på god stikning fra Godsway Donyoh, men desværre er Mathias for uselvisk og forsøger en svær tværaflevering til en tætopdækket Andreas Skov Olsen i stedet for et skud på mål, og russerne får afværget,
16. minut: Karlo Bartolec fisker bolden til sig og fyrer et godt skud af, men keeperen redder.
17. minut: På en følt fremlægning fra Magnus Kofod får Godsway Donyoh en oplagt chance med et flugtskud tæt foran mål, men han rammer bolden helt skævt.
20. minut: 1-0 ved Fedor Charlov på straffespark, hårdt dømt for hånd på bolden, da CSKA hamrer et direkte frispark direkte ind i muren af FCN-spillere.
22. minut: Et hurtigt taget hjørnespark fladt ind foran skyder Abdul Mumin resolut på, men må se bolden prelle af på stolpen.
33. minut: Nicolai Larsen redder et drilsk langskud.
38. minut: 2-0 En alvorlig fejlpasning midt på egen banehalvdel bliver prompte straffet i hurtigt kontraløb af russerne, og Ivan Obliaskov kan heade i nettet fra nært hold.
51. minut: Skudchance fra spids vinkel til Andreas Skov Olsen på tværbold fra Jonathan Amon, men skuddet sidder i sidenettet.
59. minut: Andreas Olsen spilles fri i højre side af Karlo Bartolec, men hans indlæg tæt foran det russiske mål bliver desværre blokeret lige for snuden af Jonathan Amon.
61. minut: 2-1. Igen sender Karlo Bartolec en god bold frem til Andreas Olsen, der én mod én tørrer sin russiske oppasser fuldstændigt med et smart træk og går solo mod målet, hvor FCN-topscoreren også er iskold i afslutningen med det skrapslebne venstreben. Et fantastisk flot mål.
71. minut: Victor Nelsson havde chancen for at udligne på hovedstød, men headede over mål på det præcise hjørnesparksindlæg fra Nicklas Strunck.
78. minut: CSKA vælter Amon omkuld i et farligt FCN-angreb, og desværre fløjter den spanske dommer frisparket brøkdele af et sekund for tidligt, for Andreas Olsen når alligevel at servere for fødderne af en helt fri Oliver Antman. Fordelsreglen kunne have givet FCN uafgjort.
82. minut: Nicolai Larsen er lynhurtigt fremme og parerer overfor en helt fri Takuma i et fint russisk gennemspil.

Træningskamp i Murcia i Spanien 29/2 2019:

CSKA Moskva-FC Nordsjælland 2-1 (2-0)
Mål: 20. minut 1-0 Fedor Charlov på straffespark. 38. minut 2-0 Ivan Obliaskov. 61. minut 2-1 Andreas Skov Olsen.

FC Nordsjællands startopstilling i 3-4-3 formation:
Nicolai Larsen
Abdul Mumin, Victor Nelsson, Ulrik Yttergård Jenssen.
Karlo Bartolec, Magnus Kofod Andersen, Mikkel Rygaard, Mathias Rasmussen.
Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Godsway Donyoh.

Indskiftninger:
46. minut: Jonathan Amon for Godsway
46. minut: Mads Valentin Pedersen for Mathias Rasmussen
58. minut: Nicklas Strunck for Damsgaard
69. minut: Oliver Antman for Rygaard
79. minut: Benjamin Tiedeman Hansen for Yttergård
84. minut: Jacob Steen Christensen for Andreas Olsen