Reaktioner fra efter kampen mod Almeria

Kategorier

Cheftræner Kasper Hjulmand var glad for modstanden fra de spanske værter, som ellers var svært at forudse inden kickoff.

‘Super god kamp, vi vidste jo ikke helt præcis hvilket hold de ville komme med, men de kom med deres A-trup og det gav en rigtig god matchning for os på nuværende tidspunkt. Vi spiller en god og kontrolleret 1.halvleg, hvor vi giver en chance væk. Men vi misser en håndfuld kæmpe muligheder for at lave større chancer på dem, men vi manglede kvalitet på den sidste halvdel af banen. Men strukturen var god og intensiteten var også god. 2.halvleg bliver tungere for os, da vi bliver trætte og det hjalp heller ikke, da de lige satte 10 friske spillere ind, mens vi forsøgte at strække vores til 90 minutter.’

‘Nu kan vi glæde os til næste kamp mod Ventspils, og her vil dem som ikke kom i kamp få spilletid. Så meget fint med endnu en god matchning, og jeg glæder mig til at se næste kamp og de relationer som vil opstå mellem de spillere,’ fortalte Hjulmand efter kampen mod Almeria.


Mathias Rasmussen spillede alle 90 minutter, og bidrog også med en scoring.

‘Ja, målet er mit. Det blev lidt klemt på forreste stolpe med stopperen og målmanden, men jeg fik lige prikket den ind. Jeg synes det var en god kamp, de var ganske gode at spille mod og vi fik 90 minutter i benene og det var godt for mange af os at få lagt ekstra på det fysiske,’ sagde nordmanden i omklædningsrummet efter kampen.


Martin Frese spillede de første 45 minutter, og efter en lang periode med skade og genopbygning til at være konkurrence-dygtig var det en glad Frese efter kampen.

‘Ja, det var skønt med minutter i benene. Jeg har egentlig været klar i noget tid, men har så ramt lidt småskader, og nu handler det om at finde en lang periode, hvor jeg er helt klar og kan konkurrere om pladser på holdet. Det gik fornuftigt i dag selvom jeg selvfølgelig godt kan mærke at der er lidt vej endnu før jeg er helt på toppen,’ fortalte Frese efter kampen.