Mandag går det løs igen for Superligatruppen

Kategorier

Et spændende forår venter.

Boesenfoto.dk

Der venter spillerne en intens måned frem til forårspremieren hjemme mod Brøndby søndag 10. februar kl. 16.00.

FC Nordsjællands spillere møder ind igen med friske kræfter mandag morgen efter tre ugers  juleferie, og der venter dem det klassiske optaktsprogram, der på lige godt en måned skal få dem til at stå toptrimmet til en meget spændende forårssæson.

For tre af de faste spillere i Superligatruppen tager forberedelserne dog en markant drejning, idet de allerede 11. januar skal med Danmarks U/21 landshold til Mexico. Det er målmand Peter Vindahl Jensen, Victor Nelsson og Magnus Kofod Andersen, der skal med på den tur, men de når lige akkurat retur til den 21. januar, hvor FCN tager til La Manga på træningslejr.

Forinden spiller FCN dog allerede årets første træningskampe hjemme i Right to Dream Park med to hold mod henholdsvis AGF og Hillerød lørdag 19. januar. Og når Superligatruppen vender hjem igen fra den spanske solkyst onsdag 30. januar, venter der også lige en sidste afpudsning af formen hjemme mod norske Molde søndag 3. februar.

FC Nordsjælland har været en del af Mesterskabsspillet i begge de to første sæsoner med den nye turneringsstruktur, og skal det blive til alle gode gange tre, kræver det en meget stærk slutspurt i grundspillets sidste seks runder, der starter søndag 10. februar med et brag mod Brøndby kl. 16 i Right to Dream Park.

Meget ofte er FCN kommet ekstra stærkt ud til foråret efter en god optakt, og med fire point op til en Top 6 placering, kræver det maksimalt af FCN-spillerne, hvis kunststykket fra de to foregående sæsoner skal gentage sig.

Kom i Right to Dream Park og støt holdet med et halvsæsonkort. Køb det HER

Overblik over træningsforberedelserne:

7.   januar: Træningsstart
19. januar: Træningskampe mod AGF 12.00 og Hillerød 14.00 (Spilles i Right to Dream Park)
21. januar: Træningslejr i Spanien
23. januar: Træningskamp (modstander ikke fastlagt)
24. januar: Træningskamp mod FC Ventspils
29. januar: Træningskamp mod CSKA Moskva
30. januar: Retur fra Spanien
3.   februar: Træningskamp mod Molde (Spilles i Right to Dream Park)

De sidste seks runder i Superligaens grundspil:

10. februar: Superligastart: FCN-Brøndby kl. 16.00
Lørdag 16. februar kl. 16.00: FCN-Hobro
Lørdag 23. februar kl. 16.00: Vejle-FCN
Mandag 4. marts kl. 19.00: FC Midtjylland-FCN
Søndag 10. marts kl. 16.00: FCN-FCK
Søndag 17. marts kl. 17.00: Vendsyssel-FCN

Efter grundspillet er der en kort landskamppause, inden det fredag 29. marts går løs med Mesterskabsspil og Kvalifikationsspil.