Lang opstart venter for Kvindeholdet

Kategorier

På mandag tager Kvindeholdet fat på træningen frem mod den ambitiøse målsætning om oprykning til 3F Ligaen til sommer. 

Der venter dog en lang opstart før at holdet skal i aktion i kvalifikationsligaen den 6.april, men netop den lange opstart skal være nøglen til succes for holdet, som har stor udskiftning i truppen for at kunne indfri den meget ambitiøse målsætning.

Den nye cheftræner Kasper Klarskov nåede 3 uger med truppen, inden den stod på ferie, men der er også brugt megen tid rundt om holdet for at sikre den styrkelse på alle fronter.

Større udskiftning
På spillerfronten har der været en større, men også naturlig udskiftning for at kunne indfri målsætningen om oprykning til 3F Ligaen til sommer. Camillia Kur, Büsra Barut, Natasha Shirazi og Freja Lähteenmäki er alle kommet til.

‘Vi skylder i første omgang en meget stor tak til de spillere, som vi har sagt farvel til. De har alle bidraget med at sikre oprykningen i efteråret, og vi kan kun sende dem afsted med varme anbefalinger. Vi ser frem til en lang opstart, hvor vi skal have spillet gruppen sammen og skabt et godt sammenhold i truppen således, at vi er klar til at angribe foråret. Jeg glæder mig utrolig meget som træner for at stå i spidsen for denne gruppe.’

‘Vi har samtidig også brugt denne periode på at skabe et endnu tættere samarbejde med akademiet og U/18-holdet således at overgang for disse spillere bliver mindre, når de skal sluses ind på førsteholdet. Jeg er sikker på, at vi vil se nogle af de spillere tage kampen op og bide sig fast allerede i løbet af foråret, så konkurrencen er i den grad øget,’ fortæller Kasper Klarskov.

Overblikket:

7.  januar: Træningsstart
26. januar: Træningskamp mod BSF
2. februar: Træningskamp mod AaB
9. februar: Træningskamp mod Herlufsholm (Spilles i Right To Dream Park)
23. februar: Træningskamp mod Odense Q
3. marts: Træningskamp mod Sundby Boldklub (Spilles i Right To Dream Park)
17. marts: Træningskamp intern (Spilles i Right To Dream Park)
23. marts: Træningskamp mod LB 07
31. marts: Træningskamp mod Sundby Boldklub
6. april: Kvalifikationsliga-start mod Team Odense Q