Hjulmand: Vi har flere fokuspunkter i træningen

Kategorier

Allerede i årets første træningskamp mod AGF hjemme i Right to Dream Park lørdag kl. 13.00 vil der blive afprøvet ting af taktisk karakter.

Superligaen er tæt og spændende som sjældent før i kampen om at slippe med i forårets Medaljespil for de seks bedste, og der resterer kun seks kampe af grundspillet, når forårssæsonen går i gang. Så der er fuld fart på forberedelserne i alle Superligaklubber.

FC Nordsjælland spiller første træningskamp lørdag kl. 13.00 hjemme mod AGF, og cheftræner Kasper Hjulmand siger:

– Det gælder selvfølgelig om at få nogle kampminutter i benene, og alle mand i truppen kommer i spil i den kamp. Men vi har ingen tid at spilde, så allerede den første træningskamp vil også have overskrifter af rent taktisk karakter for os.

– Selv om de første par ugers træning efter vinterpausen handler meget om at komme i form, har vi også ved træningen haft nogle fokuspunkter, som vi har arbejdet mere intenst med. Det handler om presspillet og interaktionerne mellem spillerne, siger Kasper Hjulmand.

Efter træningskampen mod AGF lørdag, spiller FC Nordsjælland søndag kl. 13 en U/19 træningskamp mod FCK, også i Right to Dream Park, og lige bagefter kl. 15.30 mødes de to klubber med U/17 holdene. Mandag tager hele Superligatruppen afsted til Sydspanien til 10 dages træningslejr i La Manga.

Der er gratis adgang til lørdagens kamp mod AGF. Hele A-tribunen er åben for tilskuere, og det samme er boderne bag tribunen. Og er du forhindret i at komme på stadion, kan du alligevel se træningskampen live via streaming. Vi bringer her og på klubbens facebookside et link til streamingen ca. en time før kampstart.