Et dejligt gensyn med Yoshi Kawaguchi i FCN

Kategorier

Yoshi Kawaguchi i Right to Dream Park sammen med sin målmandstræner i FCN dengang, John Bredahl.

Den japanske målmandslegende besøgte i sidste uge FC Nordsjælland sammen med et stort kamerahold fra japansk TV for at lave en dokumentarfilm om sin tid i Danmark.

Da FC Nordsjælland i sommeren 2003 hentede den dengang 28-årige japanske landsholdskeeper Yoshikatsu Kawagushi til klubben fra engelske Portsmouth vakte det voldsom opsigt alle steder. Især i japansk  presse, for Yoshi, som blev hans kælenavn i FCN, var allerede fantastisk populær i hjemlandet.

Yoshi blev den første til at repræsentere FCN på et A-landshold, og derfor står hans navn også øverst på FC Nordsjællands Wall of Fame tavle i Right to Dream Park med navnene på alle landsholdsspillere, der siden har repræsenteret FCN. Også i FCN blev Yoshi særdeles populær, selv om det kun blev til i alt otte førsteholdskampe, da han var i hård konkurrence med først Jan Hofmann og siden Kim Christensen.

I december 2004 vendte Yoshi Kawagushi hjem til Japan til klubben Jubilo Awata, og han fortsatte på japansk topplan og som japansk landsholdsmålmand helt frem til sidste år. 116 landskampe for Japan er det blevet til for “Kawagusan”, som han kaldes af sine landsmænd.

Han har ren legendestatus i sit hjemland, og efter sit endelige stop som aktiv, har japansk TV besluttet at lave nogle dokumentarfilm om hele hans imponerende karriere, og en halv time af disse film skal vise hans tid i FC Nordsjælland, som han ser tilbage på med stor glæde.

Derfor gæstede Yoshi i sidste uge sammen med sin hustru og to børn, en pige og en dreng, der begge spiller fodbold, FC Nordsjælland og Danmark for en genopfriske minderne og sammen med et stort japansk TV-hold at få lavet optagelser til den halve time om sit liv i Farum.

John Bredahl, der nu er assistenttræner i Roskilde, var målmandstræner for Yoshi i 2003 og 2004, og han mødtes med Yoshi til et hjerteligt gensyn i Right to Dream Park, hvor også FC Nordsjællands sportschef for akademiet, Jan Laursen, tog imod. Jan Laursen var også i FCN på det tidspunkt, hvor han efter en skade havde sluttet sin aktive karriere og i stedet var blevet en del at den sportslige ledelse.

Yoshi Kawagushi blev vist rundt i hele Right to Dream Park, og selv om meget er ændret, satte det gang i mange gode minder for den nu 43-årige japanske målmand. Han lyste også ekstra op ved at se sit navn på Wall of Fame tavlen og se sin japanske landsholdstrøje pryde gangen ved Superligatruppens omklædningsrum.

Alt blev filmet og klubhistorien foreviget sammen med Yoshi til japansk TV, der sender dokumentaren til marts. Yoshi og hans familie sluttede dagen med et besøg hjemme hos John Bredahl i Farum, hvor de blev trakteret med Yoshis ønskemenu: Sildemad, flæskesteg og risalamande. Også både sin tidligere bopæl i Farum og andre steder i byen var Yoshi omkring for at optage til filmen.

Stående midt på banen i Right to Dream Park sagde Yoshi Kawagushi:

– Det er så sjovt at se det hele igen. Jeg husker med stor glæde min tid i klubben og i Danmark. Der er især tre ting, jeg husker. John var min målmandstræner og var som en mester for mig. Vi brugte så mange timer sammen, og jeg er glad for at se ham igen. Og så husker jeg en stor kamp mod Brøndby, hvor jeg holdt målet rent. Og ikke mindst alle de gode timer sammen med holdkammeraterne her. At komme tilbage er for mig som en drøm, der går i opfyldelse.

Her ses et lille billedgalleri fra Yoshis gensyn med FC Nordsjælland: