Alle tre FCN-spillere i kamp for U/21 landsholdet

Kategorier

Peter Vindahl Jensen, der lige har forlænget sin kontrakt med FCN frem til sommeren 2022, viste sig fint frem på U/21 landsholdet mod Mexico.

Danmarks U/21 landshold tabte 1-2 til værtsnationen i den sidste kamp på Mexico-turen.

Danmark skal til sommer deltage i EM-slutrunden for U/21 landshold, og som forberedelse er landstræner Niels Frederiksen taget til Mexico med sin trup på en ti dages forberedelsestur, som slutter i dag.

I går spillede Danmark sin anden og sidste kamp på turen, og ligesom i den første var modstanderen Mexico. Mens danskerne vandt 1-0 i det første opgør, blev det til revanche for Mexico denne gang med en 2-1 sejr.

Danmark fik ellers en drømmestart med scoring til 1-0 ved Elias Sørensen fra Newcastle efter tre minutters spil, men to scoringer efter frispark og på straffespark efter et kvarters spil vendte kampen, så Mexico kom i front 2-1 og overtog initiativet. Ingen af holdene formåede at score i den resterende del af kampen.

FCN har tre spillere med på turen til Mexico, og de kom alle i kamp lørdag. Victor Nelsson og Magnus Kofod Andersen startede igen begge på banen, og det blev til en times spil for Victor Nelsson, mens Magnus Kofod var én af de seks spillere, der blev skiftet i pausen for at give spilletid til så mange som muligt.

FCN-keeper Peter Vindahl Jensen kom ind fra 2. halvlegs start og holdt altså rent bur i sine 45 minutter på banen. Peter Vindahl Jensen havde endda sin store andel i, at der var spænding til det sidste, idet han flot reddede overfor en mexicansk friløber.

De tre FCN-spillere når kun lige hjem til Danmark og vende i dag, for allerede i morgen tager de afsted til træningslejr i La Manga i Sydspanien sammen med resten af FC Nordsjællands Superligatrup.