Værd at vide før udekampen mod SønderjyskE

Kategorier

Godsway Donyoh scorede tre af målene i 4-1 sejren over SønderjyskE i Right to Dream Park.

Boesenfoto

FC Nordsjælland spiller søndag kl. 12.00 mod SønderjyskE i Sydbank Park i Haderslev, og her er lidt statistiske vinkler på den meget spændende Superligakamp:

Vidste du at…

…FCN og SønderjyskE har mødt hinanden 34 gange i Superligaen, og samlet set er FCN bedst med 15 sejre, mens SønderjyskE har vundet 12 gange, og 7 kampe er endt uafgjort. 14 af kampene er spillet i Sydbank Park i Haderslev, og her er det helt lige med 6 sejre til hver klub og to uafgjorte kampe.

…sidst FCN var på besøg i Haderslev blev det til en 2-1 sejr til SønderjyskE, men den seneste kamp mellem de to klubber vandt FCN hjemme i Right to Dream Park med 4-1 i 11. spillerunde.

…Godsway Donyoh gik målamok og scorede tre af målene i 4-1 sejren den 1. oktober, men siden har FCN desværre ikke smagt sejrens sødme. De seks efterfølgende Superligakampe har givet tigrene tre nederlag og tre uafgjorte kampe. FCN er fortsat på jagt efter sæsonens første udesejr i Superligaen

…Mikkel Damsgaard er FC Nordsjællands assistkonge og i den seneste Superligakamp hjemme mod OB serverede Damsgaard også den bold, topscorer Andreas Skov Olsen kunne sende i nettet med sin 9. sæsontræffer. I det hele taget er Mikkel Damsgaard også den i hele Superligaen, der har kreeret næstflest målchancer i november. Det er blevet til 9 fra Damsgaard, kun overgået af Jakob Poulsen, FCM, med 11.

…19-årige Magnus Kofod Andersen runder kamp nr. 50 for FC Nordsjælland, hvis han er på banen mod SønderjyskE. Han er dermed den næstyngste nogensinde til at runde den milepæl, kun undergået med et par måneder i alder af Victor Nelsson, der rundede 50 kampe i foråret og nærmer sig de 100.

…kampens dommer er den kun 25-årige Mikkel Redder, er i gang med sin 1. sæson som Superligadommer. Han har indtil videre dømt 7 kampe, og det er første gang, han dømmer en kamp med FC Nordsjælland som deltager.