Værd at vide før kampen i aften mod AGF

Kategorier

Boesenfoto.dk

FCN spiller årets sidste kamp i Right to Dream Park i dag kl. 19.00 mod AGF, og her er lidt statistiske vinkler på den spændende Superligakamp.

Vidste du at…

…FCN og AGF har mødt hinanden 38 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 19 sejre, 8 kampe er endt uafgjort og 11 gange har AGF vundet. Kun 16 af kampene er spillet i Right to Dream Park, og her har FCN 9 sejre, mens 3 kampe er endt uafgjort og 4 med sejr til AGF.

…de to klubber spillede 1-1 i sæsonens første møde i Ceres Park i Aarhus. Her scorede Andreas Skov Olsen for FCN med sit første sæsonmål i Superligaen. Han har siden øget totalen til 11 scoringer og sat rekord som den yngste nogensinde, der runder 10 mål på en sæson.

…både FCN og AGF har en frisk Superligasejr med i bagagen til dagens kamp og står begge med 21 point. FCN vandt 2-1 i Haderslev over SønderjyskE på to mål af Andreas Skov Olsen, og AGF vandt 2-1 hjemme over Vejle på to mål af Casper Højer Nielsen.

…der nærmest er målgaranti i Right to Dream Park, idet kun tre kampe er endt målløse i de seneste fem år. Og netop kampene mod AGF er ofte meget målrige. Den seneste 0-0 kamp mellem FCN og AGF er for præcis 10 år siden.

…18-årige Joachim Rothmann fik sin debut for FC Nordsjælland i onsdagens pokalkamp mod Vendsyssel og var tæt på at score på hovedstød. Rothmann blev dermed debutant nr. 7 i denne sæson og debutant nr. 40, siden Kasper Hjulmand vendte tilbage til FCN som cheftræner i januar 2016.

…kampens dommer, 42-årige Michael Johansen, er i gang med sin 12. sæson som dommer i Superligaen, og det er fjerde gang i denne sæson, han dømmer en kamp med FCN.