Nicolai Larsen: Lige det vi drømte om

Categories

Der var mange tætte kampe ved alle de hjørnespark, FCN fik mod AGF.

Boesenfoto.dk

– Nu skal vi holde koncentrationen og gå efter den tredje sejr på stribe i Esbjerg på søndag, lyder det fra FCN-keeperen efter den vigtige 1-0 sejr over AGF.

Presset var stort på FCN-spillerne før aftenens kamp. De vidste, at næsten kun en sejr var noget værd, hvis der skulle holdes liv i drømmene om Top 6 for tredje sæson i træk. Derfor var lettelsen også ekstra stor, da det lykkedes efter hårdt slid og super koncentreret spil:

– Vi gik ind til de sidste kampe med drømmen om at slutte af med tre sejre på stribe, og nu har vi de to. Det er bare så vigtig for kontakten til toppen, og nu skal vi have den næste med. Så vil det være en helt perfekt måde at gå på juleferie, lyder det fra en glad keeper, Nicolai Larsen, der var opmærksom og sikker i de få situationer, AGF nåede frem til afslutning, og han fik et vigtigt clean sheet mere.

– De blev lidt farlige på et par omstillinger i 1. halvleg, men ellers stod vi godt defensivt og gav ikke mange chancer væk. Vi vidste på forhånd, at det ville være vigtigt med tempo i spillet og tålmodighed, og jeg synes, vi startede rigtig godt, men i slutningen af 1. halvleg kneb det med at holde tempo, og så var det svært at skabe chancer.

– I 2. halvleg havde vi fuldstændig kontrol, og heldigvis fik vi også målet. Nu er det bare så vigtigt, at vi følger op med endnu en sejr i Esbjerg på søndag, siger Nicolai Larsen.

Mikkel Damsgaard var to gange tæt på at score men måtte se sine forsøg reddet af en stærk AGF-keeper:

– Det er så ærgerligt. Jeg havde set begge bolde inde, og det er lige præcis de afslutninger, jeg har trænet så meget i. Jeg ville så gerne have scoret, men det gør ikke så meget nu. Jeg er bare så glad for, at vi fik målet, selv om det var lidt pisseheldigt i den situation.

– Vi forsvarede os rigtig godt med bolden i dag, og nu sigter vi efter at slutte af med ni point på stribe. Det har været lidt hårdt at se os selv rode rundt på 10. pladsen, men nu fik vi lidt hul til AGF og kigger fremefter, siger Mikkel Damsgaard.

Ulrik Yttergaard Jenssen skabte sejrsmålet med sit fine indlæg, men da det er en AGF-fod, der er sidst på bolden får han ikke den ellers fortjente assist:

– Det kan da ikke være rigtigt, at man ikke får assist på sådan et selvmål. Så må systemet da laves om. Jeg fik  bolden fra Johnny (Jonathan Amon) på det helt perfekte tidspunkt, og så var det bare at slå den ind tæt foran mål, og jeg så det egentlig som en Rothmann-scoring.

– Jeg synes, det var en fortjent sejr. Vi var i fuld kontrol kampen igennem, men vi skal bare være dygtigere med bolden for at skabe målchancer mod så kompakt et hold. Nu skal vi jagte 3. sejr i træk ved at holde fast i det her spil. Vi giver ikke meget væk, og så kommer der altid en chance, siger Ulrik Yttergaard Jensen.