Kvinderne får toptræner som sportslig ansvarlig

Kategorier

Brian Sørensen har arbejdet med kvindefodbold på topplan i mange år.

Brian Sørensen, tidligere succestræner for Skovbakken og Fortuna Hjørring, er klar til at hjælpe Farum BK/FCN på vejen mod 3F Ligaen.

– Jeg brænder for at give kvinder mulighed for at udvikle sig som fodboldspillere, og når der endelig er en Superligaklub, der siger værsgo, skal man da bare bakke op om det.

Sådan siger Brian Sørensen, der nu bliver tilknyttet kvindeprojektet i Farum BK/FCN som sportslig ansvarlig. Han har stor erfaring fra kvindefodbold som toptræner gennem 20 år, heraf de fleste på allerhøjeste plan i Skovbakken og senest fem år som træner for Fortuna Hjørring fra 2012 til og med 2017, hvor det blev til flere titler.

Brian Sørensen stoppede fra starten af 2018 for at bruge mere tid på et projekt, som han har arbejdet meget med ved siden af trænergerningen og sit tømrerfirma, nemlig en unik træningsarena med apparater til teknikforbedring for især fodboldspillere. Det har navnet Goal Station og skal efter planen udbredes over hele verden.

Brian Sørensen siger om sit nye job som Sportslig ansvarlig i Farum BK/FCN:

– Det bliver en stor opgave, men jeg har kendt Christian Taylor (FC Nordsjællands Head of Women’s Football) i mange år, og jeg vil gerne hjælpe ham og klubben med det her fornuftige projekt. Det passer fint ind ved siden af mit eget Goal Station arbejde, og jeg har et kæmpe netværk indenfor kvindefodbold, som jeg kan trække på.

– Først og fremmest skal vi have samlet et hold, der er stærkt nok til 3F, og så skal vi satse på talentudvikling af unge spillere. Det er noget, jeg har altid arbejdet meget med. 11 af spillerne på Danmarks EM-landshold har jeg været med til at udvikle som træner, siger Brian Sørensen, der bl. a. har været træner for både Pernille Harder og Nadia Nadim i Skovbakken.

– Jeg ved, hvad der kræves for at blive topatlet på kvindesiden, og især det mentale aspekt er meget vigtigt, siger Brian Sørensen, der glæder sig til de nye udfordringer i rollen som sportslig ansvarlig.