Hjulmand: Det skal være en god tur i bussen hjem

Categories

Forhåbentlig får Kasper Hjulmand grund til at juble igen efter slutfløjtet i Hjørring på søndag.

Boesenfoto.dk

FC Nordsjællands cheftræner håber på højt humør og tre point i bagagen til turen hjem fra Esbjerg efter årets sidste kamp søndag kl. 12.00.

– Jeg føler, at alle mand er friske og klar til at fyre den af. Vi er færdige med holdtræningen og se lige, hvor mange der bliver ude på banen og selvtræner. Det er dejligt at se så meget energi. Vi er klar og opsatte på at slutte godt af, så vi får en god tur i bussen hjemad.

Sådan lød det fredag lige efter træningen fra Kasper Hjulmand, mens han kiggede på sine spillere, der trods bidende kulde gik til den med afslutningstræning fra alle vinkler.

– Vi har fået to sejre i træk, og alle kan jo se, hvor vigtigt det er, at vi også får den tredje med. Det er naturligvis også en vigtig kamp for Esbjerg, og det bliver en intens og disciplineret kamp.

– Jeg har stor respekt for Esbjerg og er imponeret af det arbejde, der gøres i klubben. Det er et godt indstillet hold, vi skal op imod, så vi får kun noget med hjem ved at være topklar. Og det er vi, siger Kasper Hjulmand, der er taget afsted med truppen til Esbjerg efter lørdagens træning.

De to hold mødtes første gang i sæsonpremieren, hvor det endte 1-1 efter at Godsway Donyoh havde bragt FCN foran, og lige nu er det så tæt i Superligaen, at FCN med en sejr kan overhale Esbjerg og måske holde juleferie i Top 6. FCN fik sæsonens første udesejr i Haderslev for to uger siden og kan godt huske, hvor sjov hjemturen kan blive, hvis de tre point er med.