Damsgaard: Vi skal skabe et godt fundament til foråret

Kategorier

Mikkel Damsgaard har lagt op til syv FCN-scoringer i denne sæson.

Boesenfoto.dk

18-årige Mikkel Damsgaard har allerede spillet 40 kampe for FCN og er ved at udvikle sig til holdets asssist-konge med sit kreative spil.

Der er ingen tvivl om, at Andreas Skov Olsen i øjeblikket er målkonge af FC Nordsjælland, men for at score, kræves der også nogle skarpe afleveringer, der kan rive et forsvar op. Netop den slags er Mikkel Damsgaard garant for i næsten hver kamp og især til Andreas Skov Olsen.

Mikkel Damsgaard er noteret som assist til syv af FC Nordsjællands mål i Superligaen og Europa League, og seks af disse er med Andreas Skov Olsen som målscorer.

Mikkel Damsgaard siger:

– Jeg ved ikke rigtig, om der er nogen forklaring, men ”Andy” og jeg er gode til at finde hinanden. Alle laver gode løb, og jeg prøver altid at spille det, jeg ser, så jeg synes også, jeg serverer for andre, men det bliver jo først en assist, når bolden bliver sparket i kassen, og der har ”Andy” været skarp.

– Nogle gange ser jeg åbningen, før jeg modtager bolden, men det hele handler om timing, og den kan være meget forskellig fra situation til situation. Jeg kan godt lide at skabe målchancer, men jeg ville også gerne selv score noget mere. Det arbejder jeg hårdt på at lære med masser af afslutningstræning, siger Mikkel Damsgaard.

Han glæder sig over, at det lykkedes at få brudt forbandelsen på udebane med 2-1 sejren i Haderslev i søndags, og nu er alle stærkt opsatte på at sætte slutspurten ind:

– Det var tre vildt vigtige point, vi fik i Haderslev, men det skal også følges op, før det for alvor vil være noget værd. Vi har brug for at slutte efteråret med en lille sejrsstime. Det er nu, vi skal skabe fundamentet til et godt forår.

– Foråret kan blive fantastisk spændende, hvis de sidste Superligakampe giver godt med point, så vi kan skabe afstand til bunden og øjne Top 6. Har vi udsigt til at kunne nå med frem, gør det også hele vintertræningen lidt sjovere, siger Mikkel Damsgaard.

FC Nordsjælland slutter en lang efterårssæson af med hjemmekampen mod AGF mandag kl. 19.00 og udekamp på søndag i Esbjerg. Mikkel Damgaard havde ikke fået sin Superligadebut, da AGF sidst gæstede Right to Dream Park i september sidste år, hvor århusianerne vandt 2-1, men han var med i Aarhus i det første møde i denne sæson, som endte uafgjort 1-1.

– Det er så vigtigt, at vi slår AGF denne gang, og jeg ser gode muligheder. Vi skal tro på det og arbejde hårdt for en sejr, og jeg føler ikke, at vi på nogen måde er slidte af de mange kampe i efteråret. Tværtimod er der kommet mere energi tilbage i holdet i de seneste kampe, som vi så det i Haderslev, og den kamp skal vi bygge videre på, fastslår Mikkel Damsgaard.