Værd at vide før kampen mod OB

Kategorier

Andreas Olsen har spillet med i samtlige 28 kampe i denne sæson.

Boesenfoto.dk

FCN spiller søndag kl. 14.00 hjemme mod OB, og her er lidt statistiske vinkler på den spændende Superligakamp:

Vidste du at…

…FCN og OB har mødt hinanden 47 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 15 sejre, 9 kampe er endt uafgjort og 23 gange har OB vundet. 21 af kampene er spillet i Right to Dream Park, og her er facit at FCN har 9 sejre, 4 kampe er endt uafgjorte og 8 med sejr til OB

…Sæsonens første møde mellem de to klubber endte 0-0 i Odense, men det er næppe sandsynligt igen, da der stort set er målgaranti ved kampe i Right to Dream Park. Kun tre af FC Nordsjællands hjemmekampe er endt målløse i de seneste fem år, og det er langt under gennemsnittet for hele Superligaen.

…FCN til kampen mod OB må se bort fra både Andreas Skovgaard og Ulrik Yttergård Jenssen, der begge afsoner karantæne.

…OB har vist storform på det seneste og har ikke tabt i syv kampe i træk, hvor fynboerne har hentet 15 af sine i alt 21 point.

…kampens dommer, 31-årige Benjamin Willaume-Jantzen, er i gang med sin kun 2. sæson i Superligaen. Han har kun dømt én kamp med FC Nordsjælland i denne sæson, og det var 3-0 sejren hjemme over Vendsyssel i 3. spillerunde.

…Magnus Kofod Andersen fik sin debut på Danmark U/21 landshold i de to landskampe i sidste uge, og han er nu også tæt på at runde 50 kampe for FC Nordsjælland med en total på 48 inden kampen mod OB.

…Mads “Mini” Pedersen vil fremover spille i en trøje med navnet Valentin på ryggen, da han gerne vil ære sin familie ved at skifte kælenavnet ud med familienavnet Valentin.

…Profil Optik Sports er blevet ny tribunepartner for A-tribunen, og også den modsatte C-tribune har fået et nyt look.