Værd at vide før kampen i Randers

Kategorier

Andreas Olsen har spillet med i samtlige 28 kampe i denne sæson.

Boesenfoto.dk

FCN spiller i dag kl. 14.00 Superligakamp i Randers, og her er lidt statistiske vinkler på den spændende Superligakamp:

Vidste du at…

…FCN har mødt Randers 35 gange tidligere i Superligaen. FCN har vundet 13 gange, 13 kampe er endt uafgjort og 9 gange har kronjyderne sejret. 16 af kampene er spillet i Randers, og her har Randers vundet de 8, mens 4 er endt uafgjort og 4 med sejr til FCN.

…FCN var vundet de seneste tre kampe mod Randers: 3-2 hjemme og 3-0 ude i de to indbyrdes kampe i sidste sæson og en sejr på 4-1 hjemme midt i september i denne sæsons første møde. Her scorede Andreas Olsen to gange, mens Jonathan Amon og Ulrik Yttergård lavede de andre to mål.

…Randers er svær at score mod på hjemmebane, hvor kronjyderne har holdt buret rent i halvdelen af sine otte kampe i denne sæson.

…FCN jagter sin første udesejr i denne sæson, hvor tre uafgjorte kampe er det lidt magre facit af de syv udekampe.

…begge klubber har en spiller i karantæne. Hos FCN er det Andreas Skovgaard, der afsoner, mens Randers må se bort fra Erik Marxen.

…FCN kort før transfervinduet lukkede udlejede Mads Aaquist til Randers, og Mads Aaquist har siden spillet 10 kampe for Randers og scoret et enkelt mål. Også Randers-keeper Patrik Carlgren har en fortid i FCN, hvor han spillede 5 kampe i foråret 2017.

…kampens dommer, 36-årige Jens Maae, er i gang med sin 7. sæson i Superligaen, og det er tredje gang han dømmer en kamp med FCN i denne sæson.

…efter kampen i Randers skal en hel stribe af FC Nordsjællands Superligaspillere igen afsted med diverse landshold. Victor Nelsson, Andreas Olsen og Magnus Kofod skal alle med U/21 landsholdet, mens Mikkel Damsgaard, Jacob Steen Christensen og Marcus Gudmann skal med på U/19 landsholdet.

…18-årige Marcus Gudmann hører normalt til i U/19 truppen men er i dag for første gang med i truppen til en Superligakamp.