U/18-piger er tilbage på sejrssporet

Kategorier

U/18 DM pigernes cheftræner, Uno Apold, evaluerer på efterårssæsonen før den sidste kamp hjemme mod Brøndby lørdag kl. 14.00

Ved U/18-pigernes kamp mod AaB i lørdags, kom FCN-pigerne flot ud af den lidt uheldige stime af nederlag, som de sidste par spillerunder har budt på.

FCNs U/18-piger havde ellers lagt stærkt ud i årets DM, med kun ét enkelt nederlag, inden for de første 8 spillerunder. Og i lørdags kom de så tilbage på sejrssporet igen, med en flot sejr på udebane. Kampen, som blev spillet i AaB’s anlæg, endte 5-0 i gæsternes favør.

Cheftræner Uno Apold er også godt tilfreds med truppens resultater. Her fortæller han om kampen mod IF Lyseng 11. november:

– Vores U/18-piger blev, i kampprogrammet hos modstanderne IF Lyseng, præsenteret som ’den nye pige i klassen’. Der er altid en vis ærefrygt forbundet med at træde ind som ny, og vi har været spændte på, hvordan holdet ville matche den bedste række i landet.

På nuværende tidspunkt ligger FCNs U/18-piger til at blive nr. 5 i DM 2018/19.

– Efter de første 8 kampe og 19 point må vi erkende at FCNs satsning på kvindefodbold absolut er et markant løft. Træningen foregår ligeværdigt, teknisk, taktisk, fysisk og mentalt som drengene i FCN. Vores målsætning har helt fra starten været at implementere en tydelig spillestil, og hele tiden bygge på fra kamp til kamp. Og det synes jeg er lykkedes rigtig godt.

– Pigerne flytter sig hele tiden og er ærgerrige efter at udvikle sig og lære. Det har ydermere resulteret i tre landsholdsspillere, Katrine Kùhl på U/16, Sofie Tranholm på U/17 og Laura Juul på U/19, og i løbet af foråret vil flere FCN-spillere kunne kalde sig dette, siger Uno Apold og afslutter:

– I morgen spiller vi årets pigefinale mod Brøndby, som hidtil har været flagskib i dansk kvindefodbold. Vi forventer et brag af en kamp mod en afklaret modstander, der vil spille fremadrettet fodbold. Derfor kan vi forvente en underholdende kamp med masser af intense dueller og mange mål. FCNs U/18-piger går på banen for at vinde.

Kampen mod Brøndby i morgen, lørdag 24. november, er U/18-pigernes sidste kamp før vinterpausen, og bliver spillet hjemme i Right to Dream Park kl. 14.

Brøndby har kun ét point mere end FCN, så det bliver en spændende kamp, der ved sejr kan give hjemmeholdet et ryk opad i stillingen.