Nicolai Larsen: To vidt forskellige halvlege

Kategorier

Mathias Rasmussen blev lige skubbet ud af balance på en stor chance kort før tid, og så blev det en mellemting mellem et skud og en aflevering.

Boesenfoto.dk

Alle FCN-spillere var godt klar over, at de første 45 minutter var så dårlige, at de trods en fin 2. halvleg skulle være tilfredse med uafgjort.

For FCN-keeper Nicolai Larsen var det en lidt speciel kamp mod den klub, han tidligere har spillet så mange kampe for. Derfor var han også ekstra glad for Godsway Donyohs udligning kort før tid:

– Det er aldrig sjovt at tabe, og jeg har det selvfølgelig lidt specielt med AaB, så det var da godt, at vi fik udlignet. Men jeg savner at vinde. De to halvlege var vidt forskellige, og resultatet var vel fair nok.

– De spillede forbi os i hele 1. halvleg, fordi vi ikke gik ind i duellerne tidligt nok. Og så trak vi i stedet nogle dumme gule kort for at rette op på fejlene. Efter pausen kom vi tidligere ind i duellerne og fik meget bedre fat i spillet. Men alt i alt må vi være tilfredse med det ene point, lyder det fra Nicolai Larsen.

Mathias Rasmussen blev sendt på banen fra 2. halvlegs start, og et par minutter før den ordinære spilletids udløb var han tæt på at blive matchvinder:

– Jeg fik bolden helt perfekt og fik den taget med i en angrebsløb, som vi træner så meget i. Jeg så lige Andy helt fri til højre og ville have afleveret, men lige i det samme fik jeg et skub, så det blev en mellemting mellem en aflevering og et skud.

– Vi fik vores presspil til at fungere i 2. halvleg, så vi fik dem gjort utrygge i deres opspil. Vores spil virkede meget bedre i dag, da vi gik over til at spille med wingbacks, siger Mathias Rasmussen.