Hjulmand: De sidste kampe vil definere foråret

Kategorier

Boesenfoto.dk

– Vort perspektiv for forårssæsonen kommer til at afhænge meget af resultaterne i de sidste fire Superligakampe frem til jul, siger Kasper Hjulmand.

Der er ikke flere landskamppauser og ikke mere snak. Resten af efterårssæsonen er én lang slutspurt om sindssygt vigtige point for at skaffe den bedst mulige position inden forårets endelige afgørelse i Superligaens grundspil. For FC Nordsjælland byder programmet på hjemmekamp mod OB på søndag kl. 14.00 og herefter SønderjyskE ude, AGF hjemme og endelig Esbjerg ude søndag 16. december.

FCN-træner Kasper Hjulmand havde i dag for første gang hele Superligatruppen samlet igen, efter at seks mand har været afsted  med de danske U/21 og U/19 landshold, så han har kun to træningspas til at forberede sig til søndagens vigtige kamp:

– Sådan er betingelserne jo efter hver landskamppause, og det er det samme for alle. Det bekymrer jeg mig ikke så meget om. Det er værre, at jeg har fem venstrebenede forsvarsspillere ude til den kamp. Men ellers er vi ved godt mod og glæder os, siger Kasper Hjulmand. Årsagen er både skader og karantæner. Andreas Skovgaard og Ulrik Yttergård Jenssen afsoner begge karantæne mod OB.

– Jeg venter en meget lige kamp, hvor vi igen skal kæmpe for at finde vores udtryk i spillet. Og så skal vi være klar til at stå stærkt defensivt i de perioder, hvor det ikke lykkes. Det er så tæt, og hvert eneste point kan blive det afgørende til sidst.

– De fire sidste Superligakampe vil komme til at definere foråret for os. Resultaterne af de kampe vil være afgørende for hvilket perspektiv, vi kan gå ind til forårssæsonen med, siger Kasper Hjulmand, der udover de fire Superligakampe også kan se frem til en pokalkamp hjemme mod Vendsyssel den 5. december. En sejr i den kamp kan give billet til en pokalkvartfinale hjemme mod Brøndby til foråret.

– Lige nu er det Superligaen, vi tænker på. Der kan være alle mulige scenarier til foråret, men vi må fokusere på den enkelte kamp, og nu gælder det kampen mod OB på søndag. OB har et godt hold, der allerede fra sæsonstart præsterede fint men bare ikke fik point nok ud af det i den fase. Det har de fået siden og er ubesejret i lang tid, så vi kommer op mod et godt sammenspillet mandskab, fastslår FCN-træneren.