FCN kom meget sent ud af starthullerne

Kategorier

AaB havde godt fat i Godsway Donyoh det meste af kampen, men til slut lykkedes det ghaneseren at få udlignet til 1-1.

Boesenfoto.dk

Efter en svag 1. halvleg, hvor AaB fortjent førte 1-0, rejste FCN sig efter pausen og fandt sit spil. Udligningen lod vente på sig, men det lykkedes ti minutter før tid  Godsway Donyoh at score til 1-1.

Publikum i Right to Dream Park er normalt forvænt med fart og målchancer fra første fløjt, men i hele 1. halvleg af dagens kamp var det stort set kun gæsterne, der bød ind på den konto. FCN kom slet ikke ud af starthullerne og blev sat under pres i store perioder.

Den slags koster, når man heller ikke er god til at forsvare ved dødbolde, og efter hjørnespark i det 23. minut blev det fuldt fortjent til en 1-0 føring til gæsterne, da en bold efter hjørnespark tæt langs linjen ramte Andreas Skovgaard og gik i nettet. AaB fortsatte dominansen og vandt stort set alle duelbolde, mens tigrene slet ikke kunne nogen rytme i spillet.

AaB havde chancer til en større føring ved pausen, men FCN slap med skrækken i et par prekære situationer, hvor Nicolai Larsen reddede flot på den ene, og en helt fri Kasper Kusk misbrugte den anden kort før pausefløjtet. FCN skabte stort set ikke en ærlig målchance i de første 45 minutter, men tigrene slap til pausen med 0-1.

Og så var det heldigvis et helt andet udtryk, FCN kom ud til 2. halvleg med. Efter 45 minutters spildtid var tigrene tændte og endelig ude af starthullerne. Med et systemskifte til 3-4-3 fik FCN presset spillet meget længere frem og vandt ofte bolden på nordjydernes banehalvdel, men AaB forsvarede sig godt, og det var svært for hjemmeholdet at bryde igennem til åbne målchancer.

Trykket på AaB-målet blev dog tungere og tungere, og i det 84. minut kom så udligningen til 1-1. På et direkte frispark i højre side valgte Godsway Donyoh at trykke af mod målet trods den spidse vinkel, og han ramte bolden så godt, at den strøg ind ved bagstolpen.

Slutfasen blev særdeles hektisk. FCN skruede endnu mere op for blusset og fik skabt muligheder for et sejrsmål. I det 88. minut slap Mathias Rasmussen fri men blev presset så hårdt i afslutningsøjeblikket, at AaB-keeper Jacob Rinne kunne redde. Og øjeblikket efter var Andreas Olsen tæt på med et skud i sidenettet, inden Godsway Donyoh testede målmand Rinne en sidste gang fra spids vinkel.

Og så sluttede det hele 1-1 men i en højdramatisk afslutning, hvor dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt i de døende sekunder valgte at taksere en tackling af Andreas Skovgaard til gult kort og dermed udvisning, idet han også have en advarsel fra 1. halvleg.

Sekunder senere var der fløjtet af for den mærkværdige kamp, hvor 1. og 2. halvleg var som dag og nat, og når man spilder de første 45 minutter på den måde, som FCN gjorde i dag, må alle være tilfredse med, at det alligevel lykkedes at redde det ene point.

Og så skal de nødvendige sejre komme i de næste kampe og helst allerede på søndag i Randers.