En dårlig weekend for U-holdene

Kategorier

Emeka Nnamani scorede på hovedstød for FCN U/19 i Vejle.

Både U/19 og U/17 Liga-drengene tabte i Vejle, mens U/18 DM-pigerne blev slået hjemme af Brøndby.

U/19 Liga: Vejle-FCN 5-2 (3-1)
Mål: 3. minut 1-0. 26. minut 1-1 Emeka Nnamani. 27. minut 2-1. 41. minut 3-1. 54. minut 3-2 Lukas Talbro. 86. minut 4-2. 90. minut 5-2.

Efter tre sejre i træk og seks kampe som ubesejret gik den ikke længere for FCN U/19, der måtte se sig slået med 5-2 i Vejle. Holdet udstrålede ikke den fornødne energi fra start. Det udnyttede Vejle til en hurtig føring, og selv om det lykkedes FCN at udligne på hovedstød ved Emeka Nnamani midtvejs i halvlegen, fik det ikke tigrene op i gear.

Vejle fik et par alt for lette mål og kunne gå til pausen med en føring på 3-1. Fra 2. halvlegs start kom FCN ud med et helt andet og bedre udtryk, og Vejle blev virkelig sat under pres. Der var to tre store chancer for scoring, før det ti minutter efter pausen lykkedes for Lukas Talbro at nette til 2-3 på en nedfaldsbold efter hjørnespark.

FCN kæmpede videre for en udligning, men skarpheden var der ikke trods flere chancer, og i stedet slog Vejle til med endnu to scoringer til sidst, da FCN måtte satse mere og mere. FCN U/19 mangler nu kun én kamp i efteråret, og det er hjemme mod Esbjerg lørdag 8. december kl. 13.00.

U/17 Liga: Vejle-FCN 2-1 (1-1)
Mål: 15. minut 1-0. 23. minut 1-1 Christian Kjelder Rasmussen. 47. minut 2-1.

Sejrsstimen på tre i træk blev brudt i Vejle for FCN U/17, selv om tigrene var det dominerende mandskab stort set hele kampen igennem. Vejle har hentet mange point på hjemmebanen, og igen mod FCN lykkedes det hjemmeholdet at krige tre point i hus i en kamp, hvor FCN især i 2. halvleg fik lagt stort pres på.

Vejle fik den bedste start på kampen og en føring efter et kvarter, men FCN kom godt tilbage og fik midtvejs i 1. halvleg udlignet ved Christian Kjelder Rasmussen med sin 9. sæsontræffer. Ganske kort efter pausen lykkedes det dog igen Vejle at komme i front med 2-1, og denne gang magtede FCN ikke at svare igen, selv om der var gode forsøg, som VB-keeperen måtte vise topklasse for at redde. Også FCN U/17 har nu kun én kamp tilbage i efteråret, hjemme mod Esbjerg lørdag 8. december kl. 15.30.

U/18 DM: FCN-Brøndby 0-1 (0-1)
Mål: 16. minut 0-1.

FC Nordsjællands pigehold i U/18 DM fik meget svære betingelser i hjemmekampen mod Brøndby allerede efter et kvarters spil, da der blev dømt straffespark til Brøndby for skub i ryggen og udvisning af Nicoline Lieber Heilstrup. Og selv om Emilie Nicole  Schrøder i målet parerede skuddet, lykkedes det gæsterne at score til 1-0 på riposten.

Modgangen slog dog langtfra FCN-pigerne ud af kurs. De rykkede tættere sammen og fastholdt gameplanen med 10 spillere mod 11 i resten af kampen. Alle viste fantastisk vilje og karakterstyrke, og FCN fik da også skabt et par gode scoringsmuligheder, men desværre blev det ved 1-0 til Brøndby.

Det var efterårets sidste DM-kamp for FCN U/18, der overvintrer på en 5. plads med 22 point for 13 kampe. De er nu taget en tur til Barcelona, hvor de i morgen spiller en kamp mod Barcelonas U/17 pigehold.