Ashleigh Goddard er stolt af kvindernes præstationer

Kategorier

Selvom deres hold har en næsten helt ny sammensætning, er kvinderne fra Farum BK/FCN rykket op to gange i træk. På lørdag har de chance for at sikre endnu en oprykning i form af en plads i Kvalifikationsligaen til 3F.

Kvinderne fra Farum BK/FCN er godt på vej til at opnå deres ambitiøse målsætning om oprykning til 3F Ligaen i 2019. De sidder i øjeblikket på førstepladsen i 1. division, og når de på lørdag 15.30 møder Næsby hjemme i Right to Dream Park, har de mulighed for at sikre sig en plads i Kvalifikationsligaen.

I de sidste par kampe har Ashleigh Goddard været god til at udnytte nogle chancer, så måske gentager hun det med nogle gode afslutninger på lørdag.

Ashleigh Goddard på 26 år har spillet for Farum BK/FCN siden slutningen af august. Hun er tilflyttet fra London og bruger nu al sin tid på at spille og træne for at virkeliggøre sin drøm om at blive professionel fodboldspiller på fuldtid.

– Det startede egentlig med, at jeg sendte et tweed ud, fordi jeg var interesseret i at spille i udlandet. Jeg blev kontaktet af Natalie Haigh, en af FC Nordsjællands britiske spillere, som anbefalede mig klubben, fortæller Ashleigh Goddard.

Kvinderne i Farum BK/FCN har sat sig en ambitiøs målsætning, nemlig at ramme 3F Ligaen i 2019, og den høje målsætning tiltalte Ashleigh Goddard, der fik lyst til at deltage i udfordringen sammen med resten af holdet. Derudover så hun gode muligheder for at udvikle sig som fodboldspiller i klubben.

– Natalie fortalte mig om FC Nordsjællands fantastiske faciliteter, og om hvordan klubben arbejder for at skabe de samme vilkår og muligheder for kvinder, som mænd har i forhold til fodbold. Mit mål er at blive professionel på fuld tid, og selvom FC Nordsjælland ikke er en professionel klub for kvinder endnu, ser jeg et stort potentiale for min udvikling som fodboldspiller her.

Ashleigh Goddard er indtil videre glad for sin beslutning om at rejse til Danmark og stolt over at være en del af Farum BK/FCN’s kvinder.

– Holdet har klaret sig virkelig godt i år! Vi er rykket op to sæsoner i træk, så der er meget høje forventninger om, at vi gør det samme igen i år. Og det håber jeg virkelig, at vi gør! Men uanset hvad der sker, så har vi haft nogle rigtig gode resultater og præstationer i vores kampe.

– Og det er virkelig sejt, når man tænker på, at holdet fra denne sæson har fået en næsten helt ny sammensætning. Det tager tid og er hårdt arbejde at opbygge et succesfuldt hold, og med så mange nye spillere lyder det næsten som en umulig opgave. Alligevel har vi opnået de to seneste oprykninger inden for meget kort tid, og samtidig bevist overfor resten af 1. division, at vi ikke kun fortjener at være her, men at vi vil konkurrere på højeste niveau, afslutter Ashleigh Goddard.