U/19 Ligaholdet sejrede med 3-1 over Silkeborg

Kategorier

Ibrahim Sadiq scorede FC Nordsjællands to første mål i U/19 kampen.

Boesenfoto.dk

I U/17 Ligaen led FC Nordsjælland sæsonens første nederlag med 1-2 i Randers.

U/19 Liga: FCN-Silkeborg 3-1 (0-0)
Mål: 50. minut 1-0 Ibrahim Sadiq (straffe), 58. minut 2-0 Ibrahim Sadiq, 61. minut Lukas Talbro. 75. minut 3-1.

Første halvleg endte målløs, selv om FC Nordsjælland dominerede spillet i store perioder. Gæsterne fra Silkeborg skabte dog mindst lige så mange målchancer, så på den vis var det meget retfærdigt med uafgjort ved pausen.

FCN kom godt ud til 2. halvleg og fik spillet mere direkte med bolde bagom silkeborgensernes back-kæde. Det gav flere chancer og allerede bonus fem minutter inde i 2. halvleg, da Ibrahim Sadiq blev nedlagt til et straffespark, som han selv scorede på til 1-0.

Det blev både 2-0 og 3-0 med kort tids mellemrum efter en times spil. Først scorede Ibrahim Sadiq sit andet mål på en tjip-bold over forsvaret fra Joachim Rothmann, og målet til 3-0 var en ren perle, hvor et flot opbygget angreb blev afsluttet med en hovedstødsscoring af Lukas Talbro på indlæg fra Oliver Angus.

Men midt i 2. halvleg var det som om, FCN gik i stå, og gæsterne overtog initiativet, som vi har set det flere gange i denne sæson. Silkeborg fik dog kun scoret en enkelt gang, så denne gang holdt føringen, og FCN fik sin anden sæsonsejr.

På lørdag gælder det udekamp mod AGF for både U/19 og U/17.

U/17 Liga: Randers-FCN 2-1 (0-1)
Mål: 8. minut 0-1 Frederik Karlsen. 73. minut 1-1. 83. minut 2-1.
Udvisning: 44. minut Marcelo Randolf, FCN.

Kampen blev afviklet på en meget svær bane, men det lykkedes alligevel FCN at kreere en del målchancer i 1. halvleg, og allerede efter otte minutter kom tigrene foran. Debutant Frederik Karlsen scorede på en ripost fra målmanden efter et fladt skud.

FCN gav stort set ingen chancer væk, men et minut før pausen tog kampen en skæv drejning for de unge tigre, da Marcelo Randolf blev præsenteret for det røde kort for verbale udtalelser efter at være blevet tacklet voldsomt. Med en mand i undertal hele 2. halvleg blev det en lang forsvarskamp, hvor FCN-spillerne virkelig fightede for føringen.

Den så også længe ud til at holde, men et kvarter før tid fik Randers udlignet på et kanon langskud fra 30 meter, og hjemmeholdet tog til sidst alle tre point med en scoring til 2-1 efter hjørnespark. Dermed måtte de ellers flot fightende FCN-spillere indkassere sæsonens første nederlag.

Hos FCN var der debut til både målscorer Frederik Karlsen og Johan Meyer, begge årgang 2004.