Rygaard: Vi skal udnytte raketterne i front

Kategorier

Mikkel Rygaard har spillet fuld tid i de seneste kampe og scorede et pragtmål direkte på frispark i Hobro.

Boesenfoto.dk

– Og får vi frispark lige udenfor feltet, er jeg klar til at sparke den ind igen, lyder det fra Mikkel Rygaard før hjemmekampen lørdag kl. 16 mod FCM. Han lavede et pragtmål direkte på frispark mod Hobro.

Det gælder om at finde alle de bedste våben frem, hvis det skal lykkes FCN at få ram på de danske mestre fra Midtjylland lørdag kl. 16 i Right to Dream Park.

Mikkel Rygaard demonstrerede et af dem i sidste runde i Hobro, da han knaldede et direkte frispark op over muren og ind i det fjerneste hjørne. Noget som han sammen med assistenttræner Søren Krogh har øvet utallige gange på træningsbanen:

– Det var sindssygt dejligt at se den bold suse direkte i nettet. Krogh havde sagt til mig, at jeg aldrig ville komme til at score på frispark, selv om jeg selv syntes, jeg havde været så tæt på mange gange.

– Nu fik han det at se, kommer det med et grin fra Mikkel Rygaard, der straks efter sin frisparksscoring styrtede ud og omfavnede Krogh som tak for provokationen, der havde fået ham til at arbejde endnu mere intenst med detaljen på træningsbanen.

– Det giver en kæmpe selvtillid, når noget, man har trænet så meget i, endelig lykkes, så jeg må klart være første skytte ved frispark mod FCM. Jeg ville nyde også at score mod Jesper.

FCM-keeper Jesper Hansen og Mikkel Rygaard vandt bronze sammen i Lyngby i forrige sæson, og mens Mikkel gentog bronzen med FCN i sidste sæson, rykkede Jesper Hansen til FCM og vandt guld. Det gør også konfrontationen endnu sjovere:

– De kommer som forsvarende danske mestre, og det er altid sjovt at måle sig med de bedste. Det er fedt at spille mod FCM, for der er højt tempo og masser af intensitet i de kampe. Det er specielle kampe, og vi skal vise, vi kan være med. Vi har også noget at revanchere os for efter kampen i Hobro.

– Det er lidt mærkeligt, at vi har svinget så meget i præstationerne i denne sæson. Det har været svært for os at holde niveau fra kamp til kamp, og vi trænger virkelig til at få sat en sejrsstime sammen. Den må meget gerne begynde mod FCM.

– Her på vores bane skal vi gerne lykkes med at rykke spillet frem og komme bag deres forsvar. De har jo også respekt for os, og vi skal udnytte vores raketter i front og få dem bragt i spil, konstaterer Mikkel Rygaard.

Navnlig én spiller har voldt FC Nordsjælland tårnhøje kvaler. Det er Paul Onuachu, der har nettet ikke mindre end 9 gange mod FCN i de seneste ti indbyrdes opgør gennem to et halvt år. Det kræver nærmest en stige at dække ”Lange Paul” op i luftrummet:

– Han er en stor mand, og de er i det hele taget svære at spille mod og et stærkt dødboldhold, så vi skal virkelig passe på ikke at lave unødvendige frispark eller indkast.

– Vi må have fokus på at være helt oppe i gear fra første fløjt, og nu gælder det om at få samlet nogle point, så vi kan være med i Top 6 igen til foråret, siger Mikkel Rygaard.

Han kom til FCN fra Lyngby i januar i år og er med sine 27 år alderspræsident i truppen. Det er blevet til 35 kampe og 4 mål for FCN, og efter to sæsoner i træk med bronzemedaljer og europæisk fodbold håber Mikkel Rygaard naturligvis, at det kan blive til alle gode gange tre.

Køb billet til kampen HER