Jaxe: De laver ingen dumme fejl

Kategorier

Jacob Steen Christensen, her i en luftduel med Gustav Wikheim fra FCM.

Boesenfoto.dk

Jacob Steen Christensen og resten af FCN-mandskabet fik at mærke, hvad fejl og manglende fokus koster mod et erfarent hold som FCM.

Jacob Steen Christensen var i dagens kamp rykket tilbage på banen som højre back i fravær af karantæneramte Karlo Bartolec, og det gjorde han ganske fint men ærgrede sig meget over FC Midtjyllands mål til 1-0, hvor Gustav Wikheim løb fra ham:

– Jeg havde chancen for at gribe fast i ham ved midten og lave et professionelt frispark, og bagefter ærgrede jeg mig da også over, at jeg ikke gjorde det. Men ellers var det ok at spille højre back. Det har jeg også spillet en hel del som ungdomsspiller, så det var ikke helt uvant.

– Vi tabte bare til et hold, der spiller med meget mere erfaring end os. De laver ingen dumme fejl, og de straffer os, når vi gør det. De scorer jo ingen mål på standardsituationer i dag, men de spiller på hinandens styrker og er klar til at slå til, så snart vi står en smule forkert.

– Jeg synes, vi var med i kampen i 70 minutter, men så falder vi sammen, og 4-1 er både pinligt og unødvendigt, konstaterer Jacob Steen Christensen.

Mikkel Damsgaard blev ganske fortjent kåret som bedste FCN-spiller af Match Day Partner DHL, men det var en fattig trøst efter lussingen mod FCM:
– Vi er ikke fokuseret nok i alle situationer, og så bliver vi straffet. Vi havde meget spil, men for os var det lige ved og næsten hele tiden, mens de var meget mere kyniske.

– Det skulle vi have været, da vi kom tilbage og fik udlignet til 1-1. Der skulle vi have været kyniske og koncentreret os mere om defensiven og ventet på vores chance. I stedet smed vi det væk igen næsten med det samme, lyder det fra Mikkel Damsgaard.