Hektor scorede to mål for U/17 landsholdet

Kategorier

Hektor Højbjerre-Thomsen scorede to mål for det danske U/17 landshold i 3-1 sejren over Georgien.

Hektor Højbjerre-Thomsen og Noah Crone Back var med fra start, da Danmark vandt 3-1 over Georgien i den første af de tre EM-kvalifikationskampe.

Danmark spiller i øjeblikket EM-kvalifikation for U/17 landshold og er vært for gruppen, der udover Danmark består af Georgien, Estland og Rusland. Og danskerne fik en fantastisk start, da den første kamp i går endte med en dansk sejr på 3-1 over Georgien.

De to FCN-spillere i truppen, Hektor Højbjerre-Thomsen og Noah Crone Back, var begge med fra start, og Hektor Højbjerre-Thomsen blev endda dobbelt dansk målscorer.

Georgien fik en drømmestart med scoring til 1-0 efter kun tre minutters spil, men syv minutter før pausen scorede Danmark er drømmemål, hvor Hektor Højbjerre-Thomsen bare skulle skubbe bolden det sidste stykke over stregen efter et helt ekstraordinært flot oplæg. Og et lille kvarter efter pausen var Hektor igen på pletten og headede et indlæg i nettet til 2-1. Sejren blev slået fast i tillægstiden med en scoring til 3-1 på ripost efter et brændt straffespark.

Se alle kampens højdepunkter HER

Danmark spiller sin næste kamp på lørdag kl. 18.00 i Viborg mod Estland, og den sidste kamp er på tirsdag kl. 13.00 mod Rusland i Skive.

Selv om Danmark spiller U/17 landskampe, spilles der fortsat i både U/17 og U/19 Ligaerne, hvor FCN spiller i Randers lørdag kl. 14 med U/17, mens U/19 spiller hjemme mod Silkeborg lørdag kl. 13.00.