De danske U/21 drenge holdt EM-kursen

Kategorier

Victor Nelsson og resten af U/21 landsholdet holdt kursen mod EM-slutrunden.

Med 1-1 mod Polen kan Danmarks U/21 landshold med flere FCN-spillere i truppen sikre EM-billet med en hjemmesejr på tirsdag over Færøerne.

Det var en form for gruppefinale, da Danmark fredag spillede U/21 landskamp i Aalborg mod Polen med FC Nordsjællands Victor Nelsson i startopstillingen og Magnus Kofod Andersen på bænken, mens Andreas Olsen måtte nøjes med tribunen i den kamp.

Kampens vigtighed var ekstremt synlig i spillet og gav en nærmest grotesk kamp, hvor Polen kun ville spille kontra og stod kompakt ved alle mand foran eget felt, og Danmark efter et par gange at være tæt på kontrakniven valgte en lige så passiv og taktisk indgang ved at holde på bolden og varme den i egne rækker i flere minutter af gangen.

Alligevel lykkedes det Danmark at komme foran sidst i 1. halvleg, men kort før pausen var Victor Nelsson så uheldig at blive ramt på en for højt flagrende arm, og Polen kom tilbage i kampen med udligning til 1-1 på straffespark.

Det facit holdt sig heldigvis hele vejen igennem og var lige akkurat nok for Danmark, hvis danskerne “bare” kan slå Færøerne hjemme på tirsdag. Så venter både en U/21 EM-slutrunde til sommer og chancen for at spille sig til OL i 2020.

Ulrik Yttergård Jensen spillede hele kampen for Norges U/21 landshold, som tabte sin vigtige kvalifikationskamp i Tyskland med 1-2.

Karlo Bartolec sad på bænken i hele kampen, da Kroatien hjemme spillede 0-0 mod England i Nations League, og Karlo Bartolec må således håbe på chancen for sin A-landsholdsdebut i den næste kamp på tirsdag.