Victor Nelsson: Jeg er glad for min nye rolle

Kategorier

Victor Nelsson var som forsvarsgeneral med til at holde rent bur for Danmarks U/21 landshold mod Frankrig.

Boesenfoto.dk

Victor Nelsson er i det seneste år med stor succes blevet omskolet fra midtbanespiller til ankermand i forsvaret, og han kalder det selv for ”god scouting”.

Da FC Nordsjælland for godt et år siden sagde farvel til Andreas Maxsø, stod holdet og manglede en hovedstødsstærk centerforsvarer. På det tidspunkt havde den dengang kun 18-årige Victor Nelsson allerede gjort sig bemærket på midtbanen med sin fysik og sin styrke i luften, og han blev udvalgt som løsningen til den vigtige position som forsvarets styrmand.

– Jeg havde spillet på midtbanen i hele min ungdomstid og så ikke mig selv som forsvarsspiller. Men jeg er blevet rigtig glad for min nye rolle og føler mig nu klart som forsvarsspiller med stort F.

– Det er lige min plads, og det er godt scoutet af Hjulmand og de andre trænere. Jeg kan bruge min nærkampstyrke og tage en masse luftdueller, og så kan jeg også tage nogle af kvaliteterne med bolden med mig fra tiden som midtbanespiller.

– Nu har jeg spillet pladsen fast i over et år og også fået samme rolle på U/21 landsholdet. Jeg har været anfører i mange kampe i streg, og det er også en rolle, jeg er glad for. Det lægger lidt ekstra pres på mig for at få holdet til at fungere, men det er en udfordring, som jeg gerne tager op, lyder det fra Victor Nelsson.

Han spiller mandag mod SønderjyskE sin kamp nr. 75 for FCN. Og også den sidste på hjemmebane som teenager, for søndag 14. oktober fylder han 20 år. Han kan altså allerede i denne sæson runde 100 kampe for FCN som den yngste spiller nogensinde til at nå den milepæl.

Fødselsdagen bliver dog lidt anderledes i år i forhold til tidligere, for den falder sammen med U/21 landsholdets to afgørende kvalifikationskampe til EM hjemme mod Polen 12. okt. og mod Færøerne fire dage senere.

– Normalt fejrer jeg fødselsdag sammen med familien og kæresten, men sådan bliver det altså ikke i år. Kampen mod Polen er en ren gruppefinale, hvor vi skal have mindst uafgjort for at sikre billet til næste sommers slutrunde i Italien.

– Lige nu koncentrerer jeg mig om de to Superligakampe, vi har inden U/21 samlingen og den afgørende kamp mod Polen. Men lykkes det at sikre billet til EM-slutrunden, vil jeg bare glæde mig helt vildt. Det vil være mega stort at se frem til næste sommer, siger Victor Nelsson, der har et voldsomt tæt kampprogram konstant.

Han har i denne sæson allerede spillet fuld tid i samtlige 10 Superligakampe samt i 5 af de 6 Europa League kampe. Den sidste havde han karantæne i. Dertil kommer de to kampe med Danmarks U/21 landshold for en måned siden.

– Det er ikke noget problem. Jeg elsker at spille kampe og kan slet ikke få nok. Når der er kamp, lægger jeg enhver form for træthed til side og giver mig altid 100%. Selv om jeg har spillet meget i efteråret, føler jeg mig frisk og kløer på, lyder det fra Victor, der aldrig kun er en ”halv Nelson” i kampene.

Han er hele tre gange i denne sæson kåret som kampens spiller her i Right to Dream Park, og han er som teenager allerede én af holdets mest kamperfarne spillere:

– Det ville være fedt at runde 100 kampe som den yngste i klubbens historie. Det ville være stort og noget, jeg kunne være stolt og glad over, så det er da noget at gå efter.

– Der er kommet mange yngre op efter mig, og jeg har jo været i gamet i lang tid nu. Hver kamp er med til at give mig hår på brystet, og jeg prøver selvfølgelig at give den erfaring videre, selv om jeg kun er lidt ældre end de nye på holdet, siger Victor Nelsson.

Køb billet til mandagens kamp kl. 19 mod SøndrjyskE HER