U/11 fik sommerens femte stævnesejr

Kategorier

U/11 truppen så således ud: Sander Papuga (mm), Luca Bonito, Oskar Wørts, Villads Blenstrup, Sean Fetterlein, Romeo Meyer, Lukas Achton, Mikkel Gramkow Christensen, Sebastian Christensen, Malthe Pedersen, Robert Kobberup, Magnus Rasmussen.

De sejrsvante U/11 drenge fra Farum BK/FCN tog også pokalen med hjem fra den stærkt besatte “DanBolig Niels Hald Cup”

Efter fire stævnesejre i træk efter sommerferien, skulle de unge tigre i sidste weekend op mod hovedparten af landets stærkeste U/11 hold. “DanBolig Niels Hald Cup” havde deltagelse af klubber som Brøndby, OB, FCK, AGF, Lyngby, B 93, Malmø FF samt mange andre dygtige hold.

Efter den indledende runde med tre sejre, gik holdet videre til mellemgruppen, hvor holdets også fik to sejre, hvilket gav drengene fra Farum en plads i kvartfinalen mod OB. Den blev vundet med 8-0, og det gav en plads i semifinalen mod “hjemmeholdet” fra KB.

Denne kamp blev en rigtig fin udfordring og test for drengene, der blev presset på tid med og uden bold før pausen, mens der kom godt styr på det efter pausen, og holdet endte med en sejr på 2-0 og dermed en plads i finalen mod Brøndby. Det var en gentagelse af finalen fra AB Tårnby Cup, som Farum drengene vandt 3-0 efter en flot 2. halvleg. Denne gang endte det med de samme cifre, hvilket gav de unge tigre deres femte stævnesejr i træk.

I den kommende weekend rejser holdet til Holland, hvor storklubben Ajax blandt andre venter de nordsjællandske drenge.

Cheftræner René Klok udtaler:

– Efter fire stævnesejre i træk, var det rigtig spændende for os trænere at se, hvor vi stod i forhold til dette felt af dygtige hold. Efter en resultatmæssigt god, men spillemæssigt svingende lørdag, skulle drengene rejse sig på flere parametre søndag, hvis vi skulle klare os til det sjove og afgørende slutspil.

– Her var det rart at se drengene steppe op og hæve niveauet hele vejen rundt, hvilket til sidst udmøntede sig i femte stævnesejr i træk. Sejren i sig selv er dog ikke det vigtigste, men netop det, at drengene formåede at steppe op, når det gjaldt. Samt at vi arbejdede hårdere som en enhed, krydret med individuelle lækkerier, gjorde, at vi gik 150 minutter igennem, uden at indkassere et mål, og samtidig selv formåede at score mange mål, hvilket er rigtig godt at se, ikke mindst med tanke på vores nært forestående tur til Holland, lyder det fra René Klok.

Også U12 deltog i stævnet og blev nummer 3