FCN sikkert videre i pokalen med storsejr

Kategorier

Der var masser at juble over for FCN i dagens pokaltriumf mod HB Køge.

Der var klasseforskel, da et toptændt FCN-mandskab fuldstændig satte sig på kampen og lammede 1. divisions tophold HB Køge med 4-0.

Aggressivt spil med højt tempo og fuld koncentration i alle spillets faser. Det var de dyder, tigrene bød ind med i pokalkampen i Herfølge i aften, hvor godt 1000 tilskuere blev vidne til en flot FCN-opvisning. Sejrscifrene blev 4-0, og den var ikke et mål for stor.

FCN satte sig fra første fløjt fuldstændig på kampen og stressede hjemmeholdets spillere i en grad, så de nærmest aldrig kunne fastholde bolden længere end midtvejs op på egen banehalvdel. Det gav også FCN en hel stribe afslutninger, men da træfsikkerheden ikke havde samme høje standard som alt det andet, var HB Køge lige ved at slippe til pausen uden skrammer.

Men så fik FCN et frispark, som Karlo Bartolec smækkede præcist ind i bagrummet til en fri Andreas Skovgaard, der headede i mål til 1-0 få sekunder før pausefløjtet. Andreas Skovgaard var også anfører for FCN i pokalkampen og styrede sammen med resten af forsvaret defensiven med stor autoritet.

Straks fra 2. halvlegs start kom der for alvor gang i sagerne. Jonathan Amon scorede til 2-0 i det 53. minut på en fremlægning fra Mikkel Rygaard, og kun tre minutter senere kunne Andreas Olsen øge til 3-0 på et straffespark begået mod ham selv. Andreas Olsen havde også et skud på stolpen, og indskiftede Martin Frese en helt fri hovedstødschance, som Køge-keeper Andreas Hansen mirakuløst reddede med en refleksparade.

Det blev alligevel 4-0 i det 68. minut, da Mikkel Rygaard også udnyttede et straffespark, som HB Køges store forsvarsspiller Bozga begik med et albuestød, som også kostede ham direkte rødt kort. 11 mod 10 i de sidste tyve minutter kunne FCN slække lidt af grebet og holde legestue med mange fine fodboldfinesser. Det var bare ikke så effektivt, og derfor slap HB Køge med 0-4 lussingen.

FCN fik vist, at holdet mener det alvorligt i årets pokalturnering, og nu bliver det spændende, hvem der kommer op af bowlen som modstander ved lodtrækningen til 4. runde, der afvikles sidst i oktober. Lodtrækningen til 4. runde foretages fredag 5. oktober kl. 12.00.

Matchfacts 3. runde i Sydbank Pokalen:
HB Køge-FCN 0-4 (0-1)
Mål:
45. minut: 0-1 Andreas Skovgaard, assist Karlo Bartolec.
53. minut: 0-2 Jonathan Amon, assist Mikkel Rygaard
56. minut: 0-3 Andreas Olsen (straffespark)
68. minut: 0-4 Mikkel Rygaard (straffespark)
Advarsler: Jakob Kohansson, HB Køge, samt Andreas Skovgaard, FCN.
Rødt kort: 67. minut Jean-Claude Bozga
Tilskuere: 1.011
FC Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 Peter Vindahl Jensen
2   Karlo Bartolec
3   Ulrik Yttergård Jenssen (ind i 61. minut 19 Nicklas Strunck)
7   Mikkel Rygaard
14 Mathias Rasmussen
16 Benjamin Tiedemann Hansen
17 Andreas Skovgaard
21 Andreas Olsen (ind i 73. minut 37 Ibrahim Sadiq)
22 Jacob Steen Christensen
24 Jonathan Amon (ind i 61. minut 34 Martin Frese)
39 Mohammed Kudus

På bænken uden at komme ind:
Nicolai Larsen
Magnus Kofod Andersen
Godsway Donyoh