Hjulmand: Det er altid en fed udfordring

Kategorier

– Vi skal fungere godt sammen som hold, hvis vi skal have noget med hjem fra Parken, fastslår FC Nordsjællands cheftræner før den svære udekamp søndag kl. 16.00 mod FCK.

FCN var på besøg i Telia Parken to gange i sidste sæson og tog hjem med en flot 3-1 sejr i grundspillet for et år siden, mens det blev til et 1-2 nederlag i forårets mesterskabsspil. Det var to gode kampe, og Kasper Hjulmand ser også med glæde frem mod søndagens møde i Parken:

– Vi elsker at spille i Parken. Det er altid en fed udfordring. FCK har et godt hold med en gruppe stærke spillere, der har fået det til at klikke. Vi har også våben, der kan gøre ondt på dem, men vi ved godt, at vi kan få det svært. Vi skal fungere godt sammen som hold, hvis vi skal have noget med hjem fra Parken.

– Vi tror på, at vi kan få noget med, og det er den slags kampe, der kan løfte både den enkelte spiller og hele holdet. Vores præstation i Parken vil være med til at sætte barren for, hvad vi kan udrette i den kommende tid, siger Kasper Hjulmand.

FCK startede denne sæson med et hjemmenederlag til Horsens men har siden vist stor styrke med lutter sejre i Parken i Superligaen og gode resultater internationalt, senest 1-1 i aftes mod stærke Zenit St. Petersborg. Så FCN er forberedt på, hvad der venter på udebane mod Superligaens tophold.

– Vi glæder os til opgaven og ved også, at der er muligheder, hvis vi kan udføre det, vi gerne vil. Det bliver meget et livtag om at have fat i bolden, forudser Kasper Hjulmand.