FCN havde krudt i støvlerne og sejrede stort

Kategorier

Ulrik Yttergård Jenssen havde en afgørende fod med i triumfen, da han mirakuløst hindrede en scoring til Vendsyssel.

Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland fik for alvor gang i offensiven mod Randers, og med en flot og sikker 4-1 sejr tanker tigrene selvtillid og holder nærkontakt til toppen.

Det har knebet lidt for FCN at finde vej til modstandernes mål i de seneste kampe, men det blev der i sandhed lavet om på i dagens kamp mod Randers. FCN havde i den grad krudt i støvlerne og sparkede fire bolde i kassen som rene projektiler. Til allersidst fik gæsterne lige et trøstmål, så facit blev 4-1 på en rigtig fornøjelig dag i Right to Dream Park.

En sikker og flot sejr, der bringer FCN pænt opad i tabellen og lover godt for fremtiden for det unge mandskab. Trods storsejren er der nemlig stadig en masse, der kan forbedres, men holdet fik vist, at det hårde arbejde på træningsbanen bærer frugt.

Der er blevet arbejdet intenst med mere direkte spil, og det så man udbyttet af på en dag, hvor FCN også havde den skarphed, der har været en mangelvare i nogle kampe.

Andreas Olsen har haft skarpheden længe og viste den igen mod Randers med to træffere. Dermed er han oppe må 10 mål i denne sæson. 5 for FCN i Superligaen og 4 i Europa League samt et mål for Danmarks U/21 landshold for en uge siden. Det er imponerende af den 18-årige angriber. FC Nordsjællands to øvrige mål blev scoret af Jonathan Amon og Ulrik Yttergård Jenssen med sit første mål for FCN.

At det skulle blive så målrig en dag, var svært at se i det første kvarter af kampen, hvor FCN ikke for alvor kunne få sammenspillet til at fungere. Randers stod for det bedste forsøg, da den udlejede FCN-spiller Mads Aaquist efter små ti minutter sendte et godt skud på stolpen.

Men efterhånden fik FCN bedre fat i spillet, og i det 23. minut slog tigrene til med et flot gennemspillet angreb. Kudus førte bolden frem, og Godsway lod fremlægningen passere til en mere fri Jonathan Amon, det nettede til 1-0. Lidt efter havde Kudus selv en kæmpe chance men blev pareret af den tidligere FCN-keeper Patrik Carlgren, der nu vogter buret for Randers.

Alligevel blev det 2-0 inden pausen, da Andreas Olsen i det 37. minut kom først på et perfekt indlæg fra Mikkel Damsgaard og prikkede bolden i nettet fra nært hold. Optakten til scoringen var en fantastisk præcis bold fra Andreas Skovgaard frem til Damsgaard, der løb fri på kanten.

Det kunne også være blevet en endnu større føring lidt efter, da Damsgaard spillede Godsway fri i dybden, men på ghaneserens resolutte skud tog bolden undersiden af overliggeren og gik i spil igen.

Randers forsøgte fra 2. halvlegs start at kyse FCN med hårdere spil men fik selv et alvorligt slag, da Andreas Olsen i det 52. minut tog chancen med et knaldhårdt fladt langskud, som Carlgren fumlede i nettet til 3-0. Derfra var FCN i kontrol og styrede kampen, selv om gæsterne ihærdigt forsøgte at lægge et højt pres.

Som regel spillede FCN sig fint ud af presset og udnyttede pladsen i giftigt kontraspil. Udbyttet kom dog først i det 84. minut med et næsten rent norsk mål. Indskiftede Mathias Rasmussen kom først på et indlæg og drejede bolden mod mål, hvor den blev pareret af en forsvarer, men en tackling fra Nicklas Strunck sørgede for en løs bold for fødderne af Ulrik Yttergård Jenssen, der knaldede den helt op i krydset til 4-0.

Kort forinden havde Randers haft en stor chance for reducering, men her diskede Nicolai Larsen i målet op med en flot redning, og det var lidt synd for den velspillende FCN-keeper, at det ikke blev til clean sheet, fordi forsvaret sov en smule i kampen 95. minut lod Joel Allansson score et trøstmål til slutfacit 4-1.

En fortjent og sikker sejr på en dag, hvor FCN slet ikke ramte sit topniveau. Der er stadig en masse, der kan blive bedre, men hvad kan det så ikke bliver til.