FCN træder ind i næste pokalrunde

Kategorier

Det er over syv år siden, FCN sidst stod som pokalvinder i Parken. Det kunne være sjovt at prøve igen.

Boesenfoto.dk

De seks klubber fra sidste sæsons Mesterskabsspil træder ind i Sydbank Pokalen i 3. runde, som der er lodtrækning til torsdag 13. sept. kl. 12

DBU Pokalen har fået nyt navn til denne sæson og hedder nu Sydbank Pokalen, og i øjeblikket er man i gang med at afvikle 2. runde, hvor de sidste kampe spilles onsdag 12. september. Umiddelbart efter, torsdag 13. september kl. 12.00, trækkes der så lod til 3. runde, hvor de seks hold fra forårets Mesterskabsspil indtræder som de sidste.

Dermed skal bronzevinderne fra FC Nordsjælland også i aktion i pokalturneringen, når 3. runde afvikles med 26. eller 27. september som kampdage. Der spilles også pokalkampe 25. september, men det er ikke en mulighed for FCN, der har udekamp mod FCK søndag 23. september og derfor tidligst kan spille onsdag.

Der vil være 32 klubber med i lodtrækningen til 3. runde, og de 16 vindere skal spille 4. runde 30. eller 31. oktober. De otte klubber, der går videre derfra spiller først kvartfinaler til foråret. Finalen er 17. maj i Parken.

Ved lodtrækningen til 3. runde kan klubberne fra Superligaen ikke møde hinanden, og det lavest rangerende hold har hjemmebane til og med kvartfinalerne, så FCN vil få udebane i sin første pokalkamp i dette års turnering.

Følg Sydbank Pokalen på linket HER