Fra Færøerne til et fodboldliv i Farum

Kategorier

22-årige Ásla Johannesen er født og opvokset på Færøerne og har her været en fast del af landsholdene siden U/17. I dag spiller hun på A-landsholdet for hjemlandet.

– Det gør mig enormt stolt at bære mit lands farver, og jeg føler mig privilegeret og stolt over at spille for mit land hver eneste gang, jeg går på banen for Færøerne, siger Ásla Johannesen.

I februar 2017 valgte Ásla at flytte til Danmark og Farum for at følge drømmen om at spille fodbold. Hun har været med her i Farum siden den første prøvetræning og begyndelsen af det nye kvindeprojekt i februar 2018.

– At være en del af kvindeprojektet her i klubben har været over alle forventninger. Det, at komme til Danmark til en professionel klub og være en del af dette set-up, har været fantastisk. Her er en fantastisk kultur omkring fodbolden både på herre- og kvindesiden. Projektet er ambitiøst og seriøst, og det kan vi som spillere mærke hele vejen rundt, fra trænere, til staben omkring holdet og ikke mindst fra publikum og de fans, som følger os. Der har generelt været en nysgerrighed fra omverdenen og en lyst til at følge med i vores gøren og laden. Det motiverer os helt vildt og det er vildt fedt at mærke, lyder det fra Ásla Johannesen.

Følg Ásla og resten af kvindesenior holdet. Se kampprogrammet HER.