Rygaard: Vi fik dem ikke flyttet rundt

Kategorier

Jacob Steen Christensen bliver her tacklet, sådan som FCN-spillerne blev, hver gang de nærmede sig Horsens-målet.

Boesenfoto.dk

Alle FCN-spillerne var helt bevidste om, at nederlaget til Horsens var på grund af egne mangler på dagen, hvor FCN slet ikke fandt det vante momentum.

De ærgrede sig alle sammen over, at indsatsen mod Horsens blev så ringe, at gæsterne kunne tilføje FCN det første hjemmebanenederlag i Superligaen i denne sæson.

Mikkel Rygaard kom på banen fra 2. halvlegs start og var med til at skabe lidt mere bid i angrebene, men ikke noget der for alvor kunne ændre slagets skæve gang:

– Vi prøvede hele tiden af finde vej gennem deres forsvar, men vi løber for meget rundt og spiller hver for sig. Vi spiller hele tiden foran deres forsvar og kan ikke finde plads mellem deres kæder. Og så har de let ved at støde frem engang imellem og få brudt. Vi fik dem ikke flyttet rundt, som vi skulle.

– Kampen blev lige præcis på deres præmisser, da de kom foran, og de havde det fint med forløbet. Vi vidste godt, at de ville trække tiden, så vi mistede flow i vores spil. Det lod vi os påvirke negativt af i stedet for at holde fokus på hurtigt spil. Vi havde for få løb i dybden, og så blev det svært at skabe chancer, siger Mikkel Rygaard.

17-årige Jacob Steen Christensen var med fra start, som han har været det i de fleste af FC Nordsjællands europæiske kampe, men han havde det sværere i dag mod Horsens:

– Det var helt anderledes spil. Man skulle hele tiden forsvare sig mod høje bolden i luften overfor spillere, der var 20 cm. højere. Vi kom til at spille for meget på deres præmisser, og vi fik sjældent truet deres mål.

– Vi skal meget mere ind i deres felt, men det ville ikke lykkes for os i dag, konstaterede Jacob Steen Christensen.